Den nye juniormesterlæreordning giver elever mulighed for at kombinere skole og praktik. For Kristian har det betydet mere motivation, bedre skolegang, og at han er kommet tættere på drømmen om en læreplads.
Artiklen kort:
- Kristian Mejlstrup var ikke i tvivl om, at han ønskede at blive juniormesterlærling, da han hørte om den nye ordning.
- To dage om ugen er han i praktik hos Sørby VVS og EL-service. Det har betydet, at han er blevet gladere og bedre i skolen.
- Han håber, det kan blive til en fremtidig læreplads.
Da skolelederen på Kristian Mejlstrups skole præsenterede udskolingseleverne for muligheden for, at de kunne komme i praktik to dage om ugen i en virksomhed, var Kristian ikke i tvivl.
- Skolederen sagde, at det kunne være godt for elever, der var blevet lidt skoletrætte og gerne ville ud at opleve erhvervslivet. Allerede der vidste jeg, at det var noget for mig. Jeg har længe tænkt på, at jeg gerne ville være VVS’er som min far og farfar. Så jeg trissede rundt til flere VVS-virksomheder i området, hvor jeg bor, for at finde en praktikplads. Jeg havde nogle papirer med fra skolen med lidt viden om ordningen, så virksomhederne forstod, hvad det gik ud på.
Op i niveau
Det som han, ved hjælp af papirerne, kunne forklare virksomhederne, var, hvad den nye juniormesterlære gik ud på. Kort fortalt er det en ordning, der fra 1. august 2026 har givet 8. og 9. klasses eleverne mulighed for i en til to dage om ugen at skifte skoledagen ud med en arbejdsdag i en virksomhed eller på en erhvervsskole.
Hurtigt gav Kristians iver bonus. Han fik en aftale med Sørby VVS og EL-service, der ligger en kort knallerttur fra hjemmet i Harrested ved Slagelse.
- Jeg kan bedre lide dagene i virksomheden end dagene i skolen, fordi jeg ikke bare skal sidde på numsen. Men praktikken har i det hele taget hjulpet mig meget. Jeg er kommet op i niveau i skolen, og jeg synes skoledagene føltes meget kortere. Måske fordi dagene i firmaet er længere. Jeg har også lettere ved at komme op om morgenen, fordi jeg har noget at se frem til, forklarer den 15-årige skoleelev.
Det er sådan, at de elever, der vælger at være i juniormesterlære, kun skal følge de fag i skolen, som de skal til afgangseksamen i.
Artiklen fortsætter under billedet.

Kristian Mejlstrup ser altid frem til dagene i virksomhedspraktik. Her står han med overmontør Lars Madsen (foto: Privat).
En plan om læreplads
Selvom der er krav fra myndighederne om, hvad eleverne må og ikke må, når de er juniormesterlærlinge, så er det ikke sådan, at Kristian skal bruge dagene på at kigge svendene over skuldrene eller feje i værkstedet.
- Jeg får lov til en del og har været med ude på mange forskellige opgaver. Blandt andet har jeg hjulpet med at installere varmtvandsbeholdere og kedler. Jeg kan godt lide det der med, at når dagen er omme, så kan jeg se, hvad jeg har udrettet.
Kristian har været så glad for sin praktiktid, at han og virksomheden har forlænget praktikforløbet med et par måneder helt til skoleårets slutter. Efter sommerferien skal Kristian et år på efterskole, og derefter har han en snorlige plan:
- Jeg vil rigtig gerne have en læreplads hos Sørby VVS. Det har jeg fortalt min mester, og det regner jeg også med at få, siger den målrettede juniormesterlærling.
Læs her, hvad overmontøren hos Sørby VVS og El-Service, mener om at have Kristian i praktik.