Top menu

Må du drikke på jobbet?

Dato: 19/05-2026
4363

Engang drak håndværkere brændevin gennem hele arbejdsdagen, i dag har mange arbejdspladser nultolerance over for alkohol.

De fleste arbejdspladser har i dag en alkoholpolitik (foto: Canva).
De fleste arbejdspladser har i dag en alkoholpolitik (foto: Canva).
Tekst
Jonathan Roed Kirkedal

Publiceret første gang i Fagbladet Blik & Rør nummer 2, 2024. 

Alkoholkulturen på de danske arbejdspladser har ændret sig meget siden slutningen af 1800-tallet. Fra ugerationer på 3-4 flasker brændevin blandt arbejdere til flere arbejdspladser, der i dag har en politik om ingen alkohol i løbet af arbejdsdagen. Her får du nogle indblik i, hvordan kulturen har ændret sig gennem årene.

Slut 1800-tallet – en afholdsmand: I Ugeskrift for Læger kan man læse om, hvordan murer Rasmussens fortæller havde det med at være afholdsmand i sjakket i slutningen af 1800-tallet:
”En Dag da vi var paa Værtshus, bestilte alle Svendene Kaffe med Brændevin, men jeg bestilte Kaffe med Wienerbrød. Saa var den jo gal igen, har man nogensinde set en Murersvend drikke Kaffe med Wienerbrød? Formanden forlangt, jeg skulle jages, da de ikke kunne være bekendt at arbejde sammen med en Svend, der drak den slags pigepatte”. (Kilde: Ugeskrift for Læger, 2018)
På den tid var ugerationen for en voksen arbejder 3-4 flasker brændevin. 

Blikkenslagere i Odense
Et blikkenslagerværksted i Odense i 1903, året efter at Bryggeriet Stjernen blev stiftet (foto: Odense Museum). 

1902 – Bryggeriet Stjernen: Den 10. marts 1902 er der stiftende generalforsamling i A/S Bryggeriet Stjernen, som er kooperationens bryggeri. Det meste af fagbevægelsen støtter op om den, selvom det ikke er uden moralske dilemmaer. Afholdsbevægelsen er stor på den tid, og en del arbejdere er med i den. Kompromiset bliver, at man lader afholdenhed være en privat sag samt, at Stjernen ikke opfordrer til mere druk. Men skal man alligevel drikke en øl eller flere, så kan man lige så godt drikke Stjernen (kilde: Arbejdermuseet). 

Khb museunSådan så det ud, da Bispebjerg Hospital blev udgravet i 1908. På byggepladsen var der opført et marketenderi (et lokale, der sælger mad, red.), hvor arbejderne kunne købe mad, drikkevarer og tobak. Her kunne man få sodavand til 10 øre, øl til 11 og brændevin, cognac eller rom for mellem fire til seks øre (foto: kbhbilleder.dk – kilde: ’Bispebjerg Hospital 100 år – Mosaikker af et hospitals liv’). 

1976 – lærlinge hentede øl: Kim Fusager Balle, forbundssekretær i Blik- og Rørarbejderforbundet, fortæller om, hvordan alkoholkulturen var, da han i 1976 gik i lære.
Det var meget normalt at få en øl til frokost, og dem der var tilbage på værkstedet til fyraften, fik som regel også en øl efter arbejde. På de byggepladser, hvor man havde en pause kl. 09.00, fik man som regel også en øl der. Og det var meget almindeligt, at man som lærling blev sendt ud og hente øl.

Kbh arkiv
Et blikkenslagerfirma i 1974, der lå på Slotsgade 23 i København. To år senere gik Kim Fusager Balle i lære (foto: Morgens Falk-Sørensen / Københavns Stadsarkiv). 

2024: Sådan er reglerne i dag: Der er ikke regler i arbejdsmiljøloven for, hvorvidt man må drikke alkohol, når man er på arbejde. Men den almindelige færdselslovgivning gælder selvfølgelig stadig, og efterhånden har flere og flere virksomheder en alkoholpolitik.