Fagforeningshuset på Sluseholmen summede fra morgenstunden
Flere end 500 mennesker mødte op til morgenbuffet, musik ved Røde Øre og aktiviteter for børnene med klovn og ansigtsmaling .
Solen skinnede over pladsen, mens overborgmesteren og tre formænd tordnede for en rød regering, fred, solidaritet, velfærd, lighed – og et ordentligt arbejdsmiljø.
Huset var fyldt af både fest og kampgejst .
Det blev slået fast i navnekonkurrencen: Sluseholmen hedder nu Fagforeningernes Hus.
Fanerne gik forrest gennem København.
Hestevogne og lastbil med De Røde Horn satte rytmen.
Rør & Blik, FOA 1 og BJMF blev undervejs fulgt af Metal, PROSA, FOA m.fl. – og optoget voksede til mange tusinde.
I Fælledparken mindedes vi 35 unødvendige dødsfald.
Vi stoppede op og holdt et minuts tavshed for dem, der betalte den højeste pris for deres arbejde
Festen og kampen fortsatte hos de unges faglige værksted og i håndværkernes telt.
Tak for det massive fremmøde og det stærke fællesskab.
Kampen fortsætter
God 1. maj
Godmorgen – dejligt at se jer.
Jeg hedder Henrik Juul og er formand for Rør og Blikkenslagernes Fagforening.
Når vi kan mødes i vores nye hus, solen skinner, vejret er smukt, og der er koldt fadøl, så er livet ikke så tosset. Og man kan ligefrem mærke solidariteten vokse mellem os. Jeg er sikker på, at dette sted vil styrke vores sammenhold og de faglige aktiviteter.
I dag samles vi, som generationer før os har gjort det. Ikke fordi det er hyggeligt – men fordi det er nødvendigt.
- maj er ikke en fridag. Det er en kampdag.
En dag, hvor vi minder hinanden om, at rettigheder ikke bliver givet. De bliver kæmpet hjem.
Men kigger vi lidt længere væk – ud over vores egen næsetip – kan vi se, at verden igen er blevet urolig.
Der er krig i Europa. Krig i Mellemøsten. Krig mange steder i verden.
Verdens ledere sender mennesker i krig – med død og ødelæggelse til følge.
Forfærdeligt nok er det altid arbejdernes børn, der bliver tvunget i krig og må betale den ultimative pris.
Almindelige mennesker betaler med deres liv.
Derfor siger jeg det igen i dag:
Ingen krig er i almindelige menneskers interesse.
Fred er en arbejderværdi.
Solidaritet stopper ikke ved landegrænser.
Vi var jo enige om, at vi ikke ville have mere krig – skriger den enfoldige.
Hvad er politikernes svar?
Flere våben. Køb, køb, køb.
600.000 mennesker skal omskoles til krigsproduktion i Europa.
Jeg siger ikke, at vi skal være ubeskyttede og lette mål for gale mennesker.
Det er menneskets ret at beskytte sig selv og sine.
Men det må også være menneskets pligt at søge de bedste og fredelige løsninger.
Vi kunne jo starte med at vælge nogle allierede, vi stoler på.
Den orange amerikaner er vi nok flere, der ikke længere ser som førstevalg.
EU gør mig bekymret – præget af stærke højrekræfter.
Der er brug for et stærkere nordisk samarbejde – også inde i EU.
Vi har netop overstået en valgkamp.
Den kom desværre ikke til at handle om, hvordan vi bekæmper den stigende ulighed.
Mennesker med mere end 50 millioner på bogen ville ikke betale en halv procent.
Direktørerne truede med at rejse.
Iværksætterne ville stoppe.
En sagde: “Hvis mit hus stiger i værdi, mens jeg sover, bliver de fattige jo ikke fattigere.”
Problemet er, at ulighed ofte forveksles med fattigdom.
Fattigdom er et problem.
Men ulighed er demokratinedbrydende, fordi dem med mange penge får mere magt og indflydelse.
Ulighed i uddannelse og sundhed skaber et A- og et B-hold.
Det skaber ikke et lykkeligt samfund.
Det er en debat, vi er nødt til at tage langt mere alvorligt.
Apropos fattigdom: Danmarksdemokraternes Inger Støjberg har foreslået, at folk selv kan håndtere asbest efter et kursus.
Kære Inger:
Asbest er ikke gør-det-selv-arbejde.
Asbest er kræft.
Det er forkert at foreslå, at almindelige mennesker selv skal arbejde med livsfarligt asbest – bare efter et kursus.
Sikkerhed må aldrig afhænge af pengepung eller postnummer.
Vi har strammet reglerne, fordi det redder liv.
Så skal vi ikke åbne en bagdør igen.
Ingen skal risikere helbredet for at spare penge.
Arbejdsmiljø er ikke til forhandling.
Denne 1. maj er også noget særligt.
Det er store bededag – eller rettere sagt: det var det.
Det, der virkelig sætter mit pis i kog, er ikke kun, at de tog vores fridag.
Det er, at de pillede ved vores overenskomster.
Det skal politikere ikke.
Vores overenskomster forhandler vi selv.
Og hvis de vil give dagen tilbage, så piller de ved overenskomsterne igen.
Det skal vi ikke finde os i.
Vi vil kompenseres for vores tab – på linje med minkavlerne.
En dag er ikke nok længere.
Og når vi er i gang, kan vi lige så godt starte debatten om en 4-dages arbejdsuge – eller som minimum en 7. ferieuge.
- maj handler ikke kun om kamp.
Det handler også om håb.
Håbet om et samfund, hvor mennesker er vigtigere end profit.
Hvor du ikke måles på, hvor meget du kan presses – men på, at du er et menneske.
Hvor fællesskabet bærer, når livet vælter.
Kammerater:
Intet af det, vi har, er kommet af sig selv.
Og intet af det, vi har, er garanteret.
Derfor er vores vigtigste opgave i dag den samme som altid:
👉 At stå sammen
👉 At organisere os
👉 At sige fra
👉 At kræve mere – ikke mindre – af fremtiden
God kampdag.
God 1. maj.
Og længe leve solidariteten! ✊🌹