Top menu

Her er de mest populære efteruddannelser – og det vil nok overraske dig

Dato: 28/04-2026
Tags: Uddannelse
4334

Efteruddannelser i gasfyr var de mest søgte i 2025. Professor på Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesen forklarer, at selvom gasfyr skal udfases, så er der stadig efterspørgsel på kompetencer inden for dem.

De mest søgte AMU-kurser inden for VVS-branchen i 2025 omhandlede gas.
De mest søgte AMU-kurser inden for VVS-branchen i 2025 omhandlede gas.
Tekst
Jonathan Roed Kirkedal

Selvom det i 2022 blev vedtaget politisk, at gasfyr i private boliger skal være udfaset fra 2035, så blev der i 2024 installeret 4.200 nye gasfyr og i 2025 4.241. Det viser tal fra Sikkerhedsstyrelsen.

Og det er måske med til at forklare, at de mest søgte AMU-kurser inden for VVS-branchen i 2025 omhandlede gas. De tre mest populære AMU-kurser var nemlig: 1) opstart af varmeproducerende gasfyrede kedelanlæg, 2) indregulering af varmeproducerende gasfyrede kedel, 3) service og eftersyn på varmeproducerende gasfyrede kedel.

Fagbladet Blik & Rør har derfor spurgt Brian Vad Mathiesen, der er professor på Institut for Bæredygtighed og Planlægning på Aalborg Universitet, hvordan det kan være, at der stadig lader til at være en efterspørgsel på kompetencer indenfor blandt andet installation og servicering af gasfyr. Han peger blandt andet på, at en udfasning af gasfyr tager tid:

- Den vigtigste forklaring er, at der stadig findes en stor eksisterende bestand anlæg, som skal serviceres, udskiftes og håndteres korrekt. De politiske rammer peger mod udfasning, men udfasning betyder ikke, at kompetencebehovet forsvinder fra den ene dag til den anden. Tværtimod kræver en stor restbestand fortsat fagligt opdaterede installatører, lyder Brian Vad Mathiesens umiddelbare svar på tendensen, og tilføjer: 

- Gasområdet er samtidig sikkerhedstungt: installationer og væsentlige ændringer er anmeldelsespligtige, og idriftsættelse og indregulering forudsætter, at reglerne er fulgt.

Regelopdatering på vej

Brian Vad Mathiesen peger også på, at ny lovgivning kan have været med til at skubbe på udviklingen:

- Der er også en regelopdatering på vej i 2026, og det kan i sig selv skabe større opmærksomhed på efteruddannelse og ajourføring af kompetencer. Det faglige billede er derfor todelt: På den ene side udfasning på længere sigt, på den anden side et aktuelt behov for sikker drift, service og korrekt udskiftning i de eksisterende gaskedler.

- Så mit overordnede bud vil være, at efteruddannelse på gasområdet fortsat er vigtig, ikke fordi gas er fremtiden, men fordi gas stadig findes i stor skala i den eksisterende bygningsmasse, og fordi arbejdet kræver opdateret viden om sikkerhed, dokumentation og korrekt udførelse.

Du kan selv se, hvilke mulige AMU-kurser du kan tage på Find AMU-kurser indenfor dit brancheområde

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.