Bag taler og faner ligger en lang kamp for rettigheder og ordentlige vilkår. 1. maj er dagen, hvor fællesskabet stadig viser sin styrke. Det fortæller Blik- og Rørarbejderforbundets fire kredsformænd.
Jørgen Jakobsen, kredsformand for Kreds Sydjylland-Fyn:
- 1. maj er mere end en tradition. Det er dagen, hvor vi samles om de værdier, der har formet det arbejdsmarked, vi kender i dag: Solidaritet, fællesskab og ordnede forhold. Men de værdier passer ikke sig selv. De kræver opbakning, synlighed og engagement.
Fagforeningerne er fundamentet under vores rettigheder. Retten til ordentlig løn, sikre arbejdsvilkår og indflydelse på eget arbejdsliv er ikke givet, den er skabt gennem generationers kamp og sammenhold.
Når vi møder op til 1. maj, sender vi et klart signal: Vi står vagt om det, vi har opnået, og vi er klar til at udvikle og forsvare det.
I en tid præget af individualisering og kortsigtede løsninger er det vigtigere end nogensinde at stå skulder ved skulder. Fagbevægelsen er kun stærk, når medlemmerne bakker op. 1. maj er det synlige bevis på netop den styrke. Her viser vi, at vi ikke står alene, men er en del af et fællesskab.
Lad os bruge 1. maj til at mødes, lytte, diskutere – og vise, at fællesskabet stadig er vores stærkeste kort. For når vi står sammen, står vi stærkere.
Henrik Juul, kredsformand for Kreds København
- 1.maj er for mig en festdag, lidt større end juleaften, hvor familie, kollegaer og kammerater mødes til hygge og godt samvær. I min hukommelse er det altid solskins vejr den 1.maj.
Dagen skal minde os om, hvorfor det hele er kampen værd, og hvorfor solidaritet er så pokkers vigtig.
Den skal minde os om, hvor dejligt et samfund vi i fællesskab har skabt ved at stå skulder ved skulder.
Men dagen skal også være der, hvor vi tænker store tænker om, hvordan morgendagen skal se ud, og hvordan vi sammen får det på plads. Alle ønskes en god og fredfyldt 1. maj.
Thomas Christensen, kredsformand for Kreds Nord-Midtjylland
- 1 maj er en dag, hvor vi reminder hinanden om, at de tilkæmpede overenskomster, arbejdsvilkår og resultater er kommet ved at kunne stå sammen i faglige fællesskaber igennem fagforeningerne.
Det er også en dag, hvor vi taler ind i nutiden og fremtiden omkring de ting, der sker i vores samfund og ude i verden omkring os. Den debat er vigtig for mig. Der kan være en tendens i vores samfund, hvor flere holder ”mig først” i stedet for 1. maj. Men dagen betyder meget for mig, da vi stadig har masser at kæmpe for. I en tid hvor uligheden bliver større og større, er det vigtigt, at vi står sammen i de faglige fællesskaber og bruger vores indflydelse de rette steder.
Hvis ikke vi kæmper videre, bliver det et helt forandret arbejdsmarked, hvor vi blandt andet risikerer endnu mere social dumping og arbejdskriminalitet, samt en meget høj pensionsalder. Så vi har masser at kæmpe videre for, og den tror jeg aldrig stopper, og derfor er 1. maj stadig en vigtig dag for fællesskabet.
Rene H. Larsen, Kredsformand for Kreds Sjælland-Bornholm
- Når jeg hvert år rammer 1. maj, tænker jeg på vores forfædre, som har skabt fundamentet for vores samfund med overenskomster og politiske tiltag, der hjælper arbejdere.
I dag forsøger vi at tilpasse overenskomsterne den tid vi lever i med mere tid til familien, et arbejdsliv, hvor man ikke bliver nedslidt og med muligheden for en retfærdig pensionsalder.
Lovgivningsmæssigt er der skabt lige mulighed for uddannelse, ret til sundhedsvæsen, arbejdsløshedsforsikring, efteruddannelse og pensioner med forskellige pensions modeller.
Første maj kan bruges til at minde os alle om de sejre, vi har opnået og de skævheder, der er i Danmarks og verden.