Top menu

Første generalforsamling på Sluseholmen

Dato: 21/04-2026
4325

Rør og Blikkenslagernes Fagforening af 1873 mødes i det nye fagforeningshus

Rør & Blik, Service- og Byggegruppen fra BJMF holdt generalforsamling i det nye Fagforeningshus

Det nye fagforeningshus på Sluseholmen blev for alvor taget i brug tirsdag efter fyraften. Ikke færre end tre generalforsamlinger blev afholdt samtidig, mens Service- og Byggegruppen fra BJMF også holdt møde. Resultatet var hundredvis af bygningsarbejdere, høj faglig aktivitet og livlig debat i de nye fælles rammer.

Huset bød også på en ny facilitet: egen kantine, som serverede lækker smør-selv mad. Traditionen tro blev mødet indledt med kammeratligt samvær, gode historier og et stærkt fællesskab.

Besøg i den globale skurvogn

Rune Eltard fra Byggefagenes Samvirke indledte med en faglig hilsen fra arbejdere i Sydafrika. Den Globale Skurvogn har til formål at forbinde danske bygningsarbejdere med kollegaer i det globale syd – og skabe debat om forskelle og fælles vilkår.

Sidste år gik turen til minearbejdere i Sydafrika med fokus på tre temaer: social dumping, uddannelse og sikkerhed.

Modstanden mod apartheid voksede frem i minerne blandt ufaglærte arbejdere uden faglige rettigheder. Senere stod ANC og fagbevægelsen sammen i en international kamp mod apartheid, som først faldt i 1994.

I dag er problemerne stadig massive. Omkring tre millioner migrantarbejdere presser løn og organisering. Kun 25 procent af arbejdsstyrken er organiseret – og blot 5–10 procent i byggebranchen. Uligheden er ekstrem: 10 procent ejer halvdelen af landets værdier, mens de fattigste 50 procent kun ejer en tiendedel.

Bestyrelsens beretning

Kjeld Albretsen og Søren Haagemann ledede mødet sikkert og med en jordnær tone, før formand Henrik Juul Rasmussen fremlagde bestyrelsens beretning.

Han lagde ud med en skarp kritik af folketingsvalget:

Valgkampen handlede om grisehaler og drikkevand. Vigtige emner – men de burde være løst for længst. De store spørgsmål om ulighed, krig og global uro blev skubbet til side.

Bestyrelsen peger derfor på en klar politisk retning med krav om en rød regering og fokus på:

  • Kamp mod ulighed
  • Stop for social dumping og arbejdskriminalitet
  • Stop for stigende pensionsalder
  • Styrkelse af erhvervsuddannelser
  • En socialt retfærdig grøn omstilling

Medlemmerne: stabil styrke – men under pres

Fagforeningen har nu 2.035 svende (+7), 453 lærlinge (-7) og 275 pensionister (-3). Forbundet har samlet set aldrig haft flere medlemmer.

Organisationen står stærkt, men væksten er under pres. Derfor er organisering fortsat førsteprioritet:

  • Skolebesøg hver onsdag på TEC Gladsaxe
  • TR-netværk og TRAM-møder
  • Opsøgende arbejde på byggepladser
  • Fokus på nye fjernvarmeprojekter i Herlev, Skovlunde, Lyngby og Virum

Sluseholmen: godt i gang – ikke færdigt

Fagforeningen flyttede ind 1. oktober. Huset fungerer og udvikler sig til et stærkt centrum for faglig aktivitet. Men der mangler stadig afklaringer om ejerstruktur og en endelig aftale med BJMF. Enkelte medarbejdere sidder fortsat midlertidigt.

Et nyt navn til huset offentliggøres 1. maj.

Økonomi og organisation

Økonomien er stabil. Budgettet balancerer uden kontingentstigning.
Det faglige niveau er højt – men bemandingen er sårbar.

UTÆTHEDEN i ny form

Fagbladet er nu 100 procent digitalt. Det giver flere, hurtigere og mere aktuelle nyheder. Nyhedsbrevet udkommer løbende, hjemmesiden vokser, og Facebook har over 1.750 følgere.
Næste skridt er et fysisk magasin i en ny form.

Opmåling under pres

  • Indtægt 2024: 25.000 kr.
  • Indtægt 2025: 127.000 kr. (mål: 500.000 kr.)

Akkordlønnen er 331 kr. – 80 kr. under landsgennemsnittet.
Udviklingen er alarmerende. Prislisten er fagets vigtigste værn mod social dumping og skal bruges langt mere aktivt. Antallet af opmålinger er steget, men ikke nok.

Faglige sager: markante resultater

  • 102 sager afsluttet
  • 3.949.453 kr. hentet hjem
  • 74.030 kr. i bod
  • Gennemsnit: 38.720 kr. pr. sag

Indsatsen er solid – men behovet vokser i takt med arbejdskriminaliteten.

Social dumping: konflikten skærpes

Polske kollegaer er blevet organiseret efter sager om snyd med bl.a. zonepenge. Kravene ligger på omkring 75.000 kr. pr. person. Sagen afventer voldgift.

Tendensen er klar: Arbejdsgivere presser systematisk, mens TEKNIQ Arbejdsgiverne modarbejder løsninger. Selv simple sager ender i voldgift.

Arbejdsmiljø: principiel kamp

En sag mod Kemp & Lauritzen om asbesteksponering på Herlev Hospital skal i Arbejdsretten 25. august.

Sagen kan få principiel betydning for grænserne for ledelsesretten.

Asbest: en uløst skandale

Nye regler fra 2025 har skærpet kravene. Men problemerne er langt fra løst. Fagforeningens krav er klart: Danmark mangler en national asbestprotokol. I dag betaler arbejderne prisen.

"Retfærdighed for fællesskabet penge" giver resultater

Samarbejdet i Byggefagenes Samvirke og FH Hovedstaden har skabt konkrete fremskridt:

  • 10 kommuner har tilmeldt sig Hovedstadens Kontrolenhed
  • HOFOR har indført egen kontrol
  • ID-kort er indført i København

Kontrol virker – men kun hvis den håndhæves. Derfor kræver fagforeningen begrænsninger i entreprenør-kæden og fuld adgang til offentlige byggepladser.

Kampen mod arbejdskriminalitet

Indsatsen er systematisk:

  • Ugentlig gennemgang af RUT-registeret
  • Opsøgende kontrol på pladser

Kampen kræver både politik, kædeansvar og fysisk tilstedeværelse.

Fremtiden kræver valg

Mulige veje frem:

  • Centralisering af opgaver
  • Tættere samarbejde på tværs
  • Effektivisering uden servicetab

Ikke som spareøvelse – men som nødvendig tilpasning.

Konklusion: kampen fortsætter

Opgaverne er uændrede:

  • Bedre arbejdsmiljø
  • Stop social dumping
  • Styrkelse af prislister
  • Værdig tilbagetrækning
  • Aktiv rolle i den grønne omstilling

Organisationen er stærk efter mere end 150 år. Men presset vokser. Fremtiden afhænger af handling – ikke tilpasning.

Debat og valg

Debatten kredsede om social dumping, lærlinge og arbejdsmiljø. Rør & Blik Ungdom blev fremhævet for aktiviteter som Folkemødet, kurser og studierejser.
Opmåling og akkord fik stor opbakning. Flere efterlyste nye kurser.

Der var fredsvalg til alle poster:

  • Christian Ingebrekt og Bjørn Rosenørn Due genvalgt som faglige sekretærer
  • Annette Pilgaard Nielsen og Søren Haagemann genvalgt til bestyrelsen
  • Bjarne G. Petersen genvalgt som intern revisor

33 delegerede skal vælges til kongres 2026 blandt de 36 opstillede. Afstemningen fortsætter i tre dage efter generalforsamlingen i fagforeningens åbningstid..
Der blev givet 5.000 kroner i støtte til Arbejderen.

Tak for en stærk debat, godt fremmøde og et levende fællesskab

Tilbage til nyhedsoverblikket

Udtalelse fra Rør og Blikkenslagernes Fagforening af 1873 på generalforsamlingen den 21. april 2026

 

Vi kræver en rød regering – nu!

Kongelig undersøger og fungerende statsminister Mette Frederiksen må tage ansvar og danne en rød regering. Det er den eneste logiske og nødvendige politiske konsekvens, hvis valgløfterne om mindre ulighed, en værdig tilbagetrækning, bedre pensionsmuligheder og en konsekvent kamp mod arbejdskriminalitet skal indfries.

 

Under valgkampen søgte Socialdemokratiet tæt dialog med fagbevægelsen. Smilene var brede, og løfterne mange – ikke mindst om en mere retfærdig pension. Nu er tiden kommet til handling. Ord skal omsættes til konkret politik.

 

En regering hen over midten eller med den sortblå blok vil ikke levere de nødvendige forandringer. Erfaringen viser det tydeligt: Uligheden er vokset, pensionsalderen er steget, og indsatsen mod social dumping har været utilstrækkelig. Samtidig presses vores natur, og de geopolitiske udfordringer mod rigsfællesskabet kræver politisk handlekraft og solidariske løsninger.

 

Vi accepterer ikke længere lukkede døre og taktiske forhandlinger uden retning. Danmark har brug for en solidarisk og visionær regering, der tør handle – og handle nu. Derfor må en rød regering dannes hurtigst muligt, med støtte fra midten hos Moderaterne og Radikale Venstre, så en progressiv politisk kurs kan sikres.

 

I Rør og Blikkenslagernes Fagforening af 1873 er vi ikke i tvivl: En fair og retfærdig samfundsudvikling kræver en rød regering. Behovet er presserende, og indsatsen skal især styrkes på følgende områder:

 

  • Kampen mod ulighed
  • En konsekvent indsats mod arbejdskriminalitet og social dumping
  • En værdig tilbagetrækningsreform med stop for stigningen i pensionsalderen
  • Styrkelse og udvikling af erhvervsuddannelserne
  • En retfærdig og socialt balanceret grøn omstilling

 

Tiden for tøven er forbi. Arbejdstagerne forventer handling, og samfundet har brug for en regering, der sætter fællesskabet før særinteresser.

Danmark har brug for en rød regering – og vi har brug for den nu.

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.