Top menu

Snart pensionist? Her er de vigtigste ting, du skal have styr på

Dato: 21/04-2026
4321

Din økonomi ændrer sig markant, når du forlader arbejdsmarkedet. Få overblik over faldgruberne og over, hvor du kan spare penge.

Man skal i hvert fald være opmærksom på, at ens skatteforhold ændrer sig, når man går fra at være lønmodtager til pensionist (foto: Privat).
Man skal i hvert fald være opmærksom på, at ens skatteforhold ændrer sig, når man går fra at være lønmodtager til pensionist (foto: Privat).
Tekst
Jonathan Roed Kirkedal

Når pensionen nærmer sig, er det ikke kun hverdagen, der forandrer sig, det gør økonomien også. Skat, fradrag og faste udgifter ser pludselig anderledes ud, og det kan få stor betydning for dit budget. Herunder er de vigtigste overvejelser, du skal gøre dig, så du undgår ubehagelige overraskelser ifølge Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i AL Sydbank.

Når man er på vej på pension, hvad skal man så være opmærksom på omkring sit budget?

- Man skal i hvert fald være opmærksom på, at ens skatteforhold ændrer sig, fordi man får pension i stedet for en arbejdsindkomst. Man skal f.eks. ikke betale AM-bidrag længere, til gengæld forefalder beskæftigelses- og jobfradrag så også.

- Hvis man normalt har fået befordringsfradrag, fordi man har pendlet til og fra arbejde, så skal man være opmærksom på at ændre sin forskudsopgørelse, så man ikke får det længere.

- Det kan måske også ses på ens strømforbrug, varme og vand, at man har flere timer derhjemme. Til gengæld skal man ikke længere betale til en A-kasse, ligesom man kan få nedsat sit fagforeningskontingent.

Hvor er der penge at spare, når man er blevet pensionist?

- Det kan være transportudgifter, man ikke længere har, når man ikke er i arbejde i længere. Hvis man for eksempel har haft et månedskort til offentlig transport, man ikke skal bruge længere. Det kan også være, man har haft to biler i husstanden, men kan nøjes med én nu. Det afhænger selvfølgelig af, om der er andre aktiviteter, man stadig skal transportere sig til.

- Hvis man bor til leje, så kan det være en god ide at undersøge, om man er berettiget til boligstøtte, varmetillæg eller ældrecheck. Det er ikke ting, man får automatisk, så der skal man selv være opmærksom.

- Hvis man bor i et stort parcelhus, kan man på den længere bane overveje, om det er nødvendigt at bo i et sort hus. Hvis man har sparet op i boligen og derfor har en stor friværdi, så kan det også være en måde at frigøre nogle midler på.

Økonom
Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i AL Sydbank, kommer med råd til, hvad du skal være opmærksom på omkring din pension.