Der er mange holdninger til fagbevægelsen, og der er mange holdninger til, hvad et fagforbund skal kunne. Det er der sådan set ikke noget nyt i. Som forbundsformand mener jeg, at der er to kerneopgaver, når det handler om at varetage medlemmernes interesser.
Den ene kerneopgave er at forhandle overenskomster og sikre bedre løn- og arbejdsvilkår for vores medlemmer og kollegaer. Den anden kerneopgave er at være lønmodtagernes politiske stemme.
Det lyder jo alt sammen meget godt – men det er nemmere sagt end gjort. Det kræver nemlig to ting. For det første en stærk organisering og en høj organiseringsgrad. For det andet at vi som fagforbund tør at arbejde politisk.
Blik- og Rørarbejderforbundet er i en sund forfatning. Vi gik ind i 2026 med medlemsfremgang for 11. år i træk. Og selvom vi ikke er det største fagforbund, så lykkes vi ofte med at sætte medlemmernes hverdag og kollegaernes arbejdsliv på den politiske dagsorden.
Lad mig blot nævne asbest, hvor vi i den grad har formået at sparke døren ind til politikerne på Christiansborg. Det har ført til konkret lovgivning i Folketinget og politiske resultater.
Men selvom vi skal huske at fejre vores sejre, så må vi ikke hvile på laurbærrene. Vi skal være fremsynede og tænke længere frem end i morgen. Så vi kan fastholde, udvikle og fremtidssikre den position, som Blik- og Rørarbejderforbundet har i dag.
Derfor har vi taget initiativ til et TALENTKURSUS, som er et internt uddannelsesforløb for medlemmer af Blik- og Rørarbejderforbundet.
Det har vi gjort, fordi vi mener, der er brug for flere faglige stemmer fra byggepladsen, værkstedet og servicebilen. Men også fordi vi skal gøre os umage og tænke langsigtet, hvis Blik- og Rørarbejderforbundet også i fremtiden skal være et forbund, der sætter dagsordener.
Så til dig, der er medlem, engageret i det faglige arbejde og interesseret i en fagpolitisk fremtid. Til dig, der gerne vil have indsigt i samspillet mellem politik, strategi og kommunikation. Til dig, der gerne vil styrke din gennemslagskraft og blive uddannet som faglig meningsdanner.
Jeg håber og vil på det kraftigste opfordre til, at du søger en plads på vores TALENTKURSUS. Vores organisation, vores medlemmer og dine kollegaer har brug for dig.
For hvis vi fortsat skal sætte asbest, arbejdskriminalitet, retfærdig pension og meget andet på den politiske dagsorden, så kræver det faglige stemmer fra byggepladserne, værkstederne og servicebilerne.
Derfor prioriterer vi fra forbundets side at investere ressourcer i at uddanne faglige talenter, der kan se sig selv i en fagpolitisk fremtid. Send din ansøgning til vores TALENTKURSUS i dag!