Top menu

Ny undersøgelse: Her er de valgtemaer, I går op i

Dato: 20/03-2026
Tags: Pension
4262

En ny medlemsundersøgelse tegner et tydeligt billede af, hvilke dagsordener der er vigtige for Blik og Rørs medlemmer i forbindelse med valget på tirsdag.

Under valgkampen har Alliancen for en Værdig Tilbagetrækning lavet en kampagne, der har været rullet ud i hele landet. Det er her denne plakat er fra.
Under valgkampen har Alliancen for en Værdig Tilbagetrækning lavet en kampagne, der har været rullet ud i hele landet. Det er her denne plakat er fra.

Udgivet 19. marts 2026

Pension og dermed diskussioner som nedslidning og tilbagetrækningsalder er det absolut vigtigste tema for medlemmerne af Blik- og Rørarbejderforbundet i forbindelse med folketingsvalget. 

Hele 77 % svarer nemlig, at pension er ét af de to vigtigste temaer for dem, når de bliver bedt om at vælge mellem de fem temaer; Arbejdsmarked, børn og unge, sundhed, klima og pension. Det viser en medlemsundersøgelse, som Blik- og Rørarbejderforbundet netop har foretaget, hvor lidt over 500 af forbundets medlemmer har besvaret spørgeskemaet.

Arbejdsmarkedet er også vigtigt

Næst efter pension er det arbejdsmarkedet, det vil sige dagsordener om blandt andet beskæftigelse og social dumping, 53 % som medlemmerne vælger som ét af de to vigtigste emner.

Det er resultater, som forbundsformand Henrik W. Petersen er glad for at læse:

- Det er værdig pension og forholdene på arbejdspladsen, som er de vigtigste temaer for kollegaerne. Derfor er det også vigtigt, at det lige præcis er de emner, vi har taget op i valgkampen. Jeg synes også partierne – eller nogle af dem – har taget de temaer op. Især retten til tidlig pension har fyldt meget. Vi har også haft vores kampagne. Ligesom vi har et udspil om bekæmpelse af arbejdskriminalitet og social dumping, siger han og tilføjer:

- Jeg kan love, at vi vil følge op på dette efter valget. Vi skal have forbedret retten til tidlig pension, og vi skal lukke effektivt ned for arbejdskriminalitet og social dumping. Og det vil vi bestemt minde det nyvalgte Folketing om.

Ikke realistisk at arbejde til folkepensionsalderen

Det er måske ikke så overraskende, at pension er et vigtigt et tema. For det er 65 % af medlemmerne i undersøgelsen, der svarer helt uenig eller delvist uenig i, at det er realistisk, de skal arbejde til folkepensionsalderen. Ligesom der er 60 % af medlemmerne, der har tænkt sig at gøre brug seniorpension eller tidlig pension.

I undersøgelsen er medlemmerne også blevet spurgt ind til en række udsagn om tidlig pension. Du kan se svarene i faktaboksen herunder:

Hvad er din holdning til tidlig pension?

Faktaboks

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.