TR-Netværk mødes om hverdagens udfordringer
Rør & Blik samlede en gruppe tillidsvalgte til netværksmøde på Sluseholmen fra morgenstunden. TR og AMR fra seks større og mindre VVS-firmaer deltog. Formålet var at dele erfaringer og drøfte hverdagens udfordringer på arbejdspladserne.
Mødet begyndte med morgenmad og kollegial snak, hvor der blev udvekslet nyt fra branchen.
Målet er en åben dialog om arbejdet, der kan styrke fællesskabet og organiseringen i hverdagen. Det understregede Kasper Kent fra Rhetor, der indledte mødet:
>>Vi kan lære af hinanden – for vi står ofte med de samme problemer<<.
Rygrad – Relationer – Resultater
Netværket startede med en præsentationsrunde med fokus på det arbejde, der fylder i hverdagen for de tillidsvalgte.
Per og Frederik er TR og AMR i Dehlsen og Sønner, hvor de også begge er udlært. Her er fokus på arbejdsmiljø og på at styrke sammenholdet i klubben.
Niels er ny AMR i Bøgelund VVS. Her er især servicefolkene aktive i klubben, men arbejdspladsen er også præget af en nylig virksomhedsovertagelse af Wicotec Kirkebjerg A/S.
Patrick er TR i Klaus Overskov VVS, hvor arbejdet primært er serviceopgaver for en række supermarkeder. Her er natarbejde et tilbagevendende problem.
Michael er TR på Københavns Universitet, hvor lokalklubben organiserer omkring 100 ansatte. Her fylder spørgsmål om decentral løn og lokalløn – f.eks. engangstillæg kontra kvalifikationstillæg – en del i hverdagen. For engangstillæg er ikke pensionberretiget!
Jackie er AMR i DTEK og fortæller om byggepladser med alvorlige arbejdsmiljøproblemer. Transportveje kan være farlige, og der bliver kranet uforsvarligt på pladsen, selv efter et år med byggeri. Først efter de organsierede krævede ordnede forhold. Blev tingene i orden. Det understreger, hvor vigtig AMR-rollen er for sikkerheden på arbejdspladsen.
Sammenhold og fagligt fællesskab
Gruppearbejdet udløste livlige diskussioner og satte en strøm af erfaringer i gang mellem deltagerne.
Et centralt tema var sammenholdet i klubberne. Når der opstår problemer med virksomheden, er kollegial opbakning afgørende. Men nogle steder står enkelte udenfor fællesskabet og spørger: Hvad laver fagforeningen egentlig?
Her er svaret ofte flere aktiviteter – både faglige og sociale – der styrker fællesskabet. Små sejre i hverdagen kan synliggøre styrken ved fagforeningen og de rettigheder, der er opnået gennem overenskomster.
Flere pegede på, at mange yngre kolleger aldrig har oplevet konflikter på arbejdsmarkedet. Derfor kan forståelsen for solidaritet være svækket. Spørgsmålet blev rejst: Falder solidariteten, når velstanden stiger?
Et andet tema var GPS-overvågning og registreringssystemer. Nye digitale systemer giver mere kontrol, mere dokumentation – og nogle steder også mere mistillid.
Systemerne skaber flere spørgsmål fra ledelsen, men ofte uden klare instruktioner til medarbejderne. Det kan skabe usikkerhed.
Organiser Jørgen Hansen understregede: Samtidig er det vigtigt, at vi altid overholder og registrerer arbejdstider korrekt.
Og at reglerne bliver præcist skrevet ind i lokalaftalen – for i dag bliver næsten alt registreret og overvåget.
Det førte til en debat om frihed under ansvar og arbejdsmoral.
Et andet tema var kursuskulturen. Flere erkendte, at de er for dårlige til at bruge efteruddannelse. Ofte virker det mere fristende blot at blive på arbejdet.
Her opfordres klubberne til at bruge klubmøderne aktivt og søge vejledning hos Anja, Rør & Bliks kursusvejleder. Flere deltagere fremhævede den gode rådgivning i fagforeningen.
Når man selv har været på kursus, bør man fortælle kollegerne om mulighederne og motivere dem til at deltage. Alle har ret til to ugers kursus om året.
Lærlinge og en nye arbejdskultur påvirker organisering. Flere deltagere pegede på, at ungdomskulturen på arbejdsmarkedet er i forandring. Nogle lærlinge mister fokus eller motivation undervejs i uddannelsen.
Her kan en lærlingementor gøre en stor forskel ved at tale med lærlingen om ansvar, faglighed og udvikling. Samtidig er ros og anerkendelse vigtig – også selvom svendene ofte mangler tid til ordentlig oplæring.
Lærlinge bør tages mere aktivt med i fagligt arbejde: til akkord, til generalforsamlinger, til 1. maj, faglige aktioner og fest.
På større byggeopgaver giver tegningsmateriale og digitale systemer som Dalux ofte problemer. Ændringer kan komme sent – nogle gange om natten – og arbejdet må laves om.
Det skaber særligt problemer i akkordarbejde, hvis opmålingen ikke er på plads.
Faglig rådgivning og lokalaftaler
Bjørn Rosenørn Due, Faglig sekretær Rør & Blik samlede op på diskussionerne. Han besvarede spørgsmål og tog konkrete faglige sager direkte med deltagerne.
Der blev blandt andet talt om betaling for lærlinges transport, zonepenge, vejtid og overtid. Bjørn gennemgik reglerne og præsenterede et diagram, som kan bruges af svendene på byggepladserne.
Et centralt råd var klart:
Alle aftaler om arbejdstid og GPS-registrering skal fremgå tydeligt af lokalaftalen.
Flere sager har vist, at arbejdsgivere kan bruge registreringsdata til at gå flere år tilbage og rejse store krav. Derfor er klare aftaler og korrekt registrering afgørende.
Træning i forhandling
Dagen sluttede med praktisk træning i at forhandle lokalaftaler. På skift skulle de tillidsvalgte argumentere for og forsvare rimelige aftaler over for resten af gruppen.
Øvelsen gav både grin, skarpe diskussioner – og nye redskaber til arbejdet som tillidsvalgt.
Til sidst fik G-kurser og TRAMR-møder en stærk anbefaling, som et værdifuldt netværk for tillidsvalgte.
Efter et velafsluttet kursus trak alle i trøjen og bidrog til et fællesbillede.
Tak for indsatsen og forsæt det gode arbejde.