Top menu

Unge danske faglærte inspirerer i Malawi

Dato: 24/02-2026
4180

​​​​​​​Uddannelse og ungdomsarbejde er temaerne på udvekslingstur mellem unge repræsentanter fra den danske og malawiske fagbevægelse.

Nicolai Krølbøll, formand i Blik og Rør Ungdom, mødte Gift Renard, der er formand i Lilongwe Water Board.

"Er det dét, I kalder den danske model?"

Sådan lød et af spørgsmålene på et møde mellem delegationer fra den danske og malawiske fagbevægelse.

Vores medlem Nicolai Krølbøll, der er VVS-installationstekniker og formand i Blik og Rør Ungdom, er i denne uge i Malawi. Anledningen er et projekt gennem Ulandssekretariatet, som er fagbevægelsens ulands- og bistandsorganisation. Turen har et særligt fokus på unge og er arrangeret og finansieret af Ulandssekretariatet.

Den malawiske fagbevægelses hovedorganisation, MCTU (Malawi Congress of Trade Unions), ser med stor beundring på den danske model – men ikke kun ift. overenskomster og arbejdsmarkedsforhold.

Faktisk er det især partssystemet på erhvervsskolerne og strukturen med de faglige udvalg for erhvervsuddannelserne, de ønsker at lade sig inspirere af. Hvor arbejdsmarkedets parter, både fagbevægelsen og arbejdsgiversiden, er repræsenteret i de faglige udvalg – og dermed også er ansvarlig for udviklingen af erhvervsuddannelserne.

Derudover er den malawiske fagbevægelse særligt optaget af at høre om organisering af unge. I den forbindelse skal ungdomsformanden i Dansk El-Forbund holde et inspirationsoplæg om organisering af unge ifm. skolebesøg – mens vores egen ungdomsformand, Nicolai Krølbøll, skal dele ud af danske erfaringer om, hvordan man engagerer og motiverer unge til at blive fagligt aktive og engagere sig i det faglige og politiske ungdomsarbejde.

Mødte ung VVS'er og lokal ungdomsformand

Allerede på førstedagen gik turen direkte fra lufthavnen i Lilongwe (hovedstaden i Malawi) til det første møde med en delegation fra hovedorganisationen MCTU. Her var der repræsentanter fra forskellige uddannelser og fag – heriblandt en ung VVS'er ved navn Gift Renard, der er lokal ungdomsformand i Lilongwe Water Board, som er en afdeling under fagforeningen Water Employees Trade Union of Malawi (WETUM).

De to unge VVS'ere – Nicolai Krølbøll fra Danmark og Gift Renard fra Malawi – faldt hurtigt i snak, og sidstnævnte var især interesseret i at høre mere om fjernvarme i Danmark. Samtidig kunne den unge malawiske kollega fortælle, hvordan VVS-faget også udvikler sig i Malawi, hvor man mærker klimaforandringerne på en helt anden måde end i Danmark.

Én ting er i hvert fald helt sikkert: Det globale fokus på grøn omstilling og bæredygtighed, herunder energiforbrug og ressourceudnyttelse, har ingen grænser. Og der er brug for flere faglærte – især VVS'ere som Nicolai og Gift – til at sikre rent drikkevand og gøre den grønne omstilling til virkelighed!

Malawi-turen varer fra den 22. til 28. februar og byder på deltagelse i forskellige møder, konferencer og workshops samt besøg på forbundskontorer, en erhvervsskole og virksomhedsbesøg.

Billede fra møde i Malawi

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.