Jimmi Krøyer har taget turen fra byggeplads til Indlandsisen til egen lægeklinik, men værdierne fra VVS-faget er stadig den røde tråd i hans arbejdsliv.
Artiklen kort:
- Jimmi uddannede sig til VVS'er, men blev siden indkaldt som værnepligtig. Det blev til ni år som professionel soldat. En skade med Siriuspatruljen betød, at han måtte lægge soldaterdrømmen på hylden.
- Herefter tog Jimmi beslutningen om at uddanne sig til læge. Det tog 14 år, før han kunne åbne sin egen klinik.
- Han har aldrig fortrudt sin VVS-uddannelse. - Uddannelserne har givet mig punktlighed, det har givet mig erfaringer i at begå mig i et hierarki og i at blive dygtig til et håndværk. Alt det har været den røde tråd i hele min karriere, siger den 43-årige læge.
Jimmi Krøyer sidder i sin lægeklinik i Fåborg på Sydfyn. Han peger på fagbladets udsendtes blok, hvor der i hjørnet er Blik- og Rørarbejderforbundets logo.
- Det er sjovt at se det igen, siger han.
Logoet kender han. Selvom han er læge i dag, har han tidligere været VVS’er og endda formand for Blik og Rør Ungdom i Kreds København.
Dengang han startede i lære i 1998 hos Erik Friis VVS på Frederiksberg, der blev overtaget af Brødrene Jeppesen, der senere blev opkøbt af Semco for igen at blive opkøbt af Bravida, havde han fordomme om kontoransatte:
- Så sidder de der ved deres hævesænkeborde og deres frugtordning, mens vi andre knokler rundt og får beskidte hænder og slæber faldstammer med lort i, altså hvad laver de? siger Jimmi og trækker på smilebåndet over ironien i, at han selv nu sidder ved sit eget hævesænkebord.
Om han stadig har det sådan, vender vi tilbage til.
En del af et sjak
Jimmi havde ingen planer om, at det var bag et skrivebord som praktiserende læge, han ville befinde sig, da han gik ud af folkeskolen i Valby. Han skulle alt andet end noget bogligt. Han havde i 8. klasse været i erhvervspraktik hos en VVS’er, hvor han befandt sig godt. Så derfor faldt valget på VVS-uddannelsen.
- Det var kæmpe fedt. Jeg kørte rundt med svendene og var med på byggepladser. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg kunne lide at bruge hænderne. Det var sejt at stå og sætte rør sammen. Jeg blev som regel taget alvorligt og fik ansvar. Og selvom jeg var lærling, var jeg med i akkorden. På den måde følte jeg, jeg var en del af fællesskabet.
Det med at være en del af fællesskabet betyder meget for den i dag 43-årige læge. Det var også det, der drev ham til en post som ungdomsformand i Kreds København.
- I det firma jeg arbejdede i, var der nogle, der var fagligt engagerede, der kæmpede for vores arbejdsforhold og for fællesskabet. Og når jeg var inde på Lygten (Kreds Københavns tidligere adresse, red.) syntes jeg, det var nogle kæmpe seje mennesker, der var der. Jeg blev hurtigt klar over, at jeg gerne ville være der, hvor man tager ansvar, og hvor man kan samle folk. Jeg kæmpede især for at lærlinge blev taget alvorligt på deres lærepladser og ikke bare skulle rende og feje.
600 kilometer over Indlandsisen
Jimmi troede, han skulle være i faget altid, da han blev kaldt ind som værnepligtig og til hans store ærgrelse ikke trak frinummer. Det blev ikke til otte måneders værnepligt, men til ni år som professionel soldat med udsending til blandt andet Kosovo og 26 måneder med Siriuspatruljen i Grønland. Han tror årsagen til, at han stortrives i trøjen, er det samme, som gjorde, at han trives som VVS’er.
- Det der med, at du er en del af løsningen – at du arbejder sammen med andre om at finde en løsning. Punktligheden tiltalte mig også. Du møder ikke fem minutter over syv. Du møder klokken syv. Det tog jeg med mig fra byggepladsen. Samtidig kunne jeg også lide, det her med at tage en uniform på, så jeg på en eller anden måde blev en anden. Sådan havde jeg det også, når jeg trak i arbejdstøjet. Hvis jeg fik kritik, så var det ikke mig personligt, der fik det. Så var det VVS’eren eller soldaten.
I Grønland med Siruspatruljen 600 kilometer fra ”hjem” fik soldaterdrømmen sin afslutning. Jimmi, der forinden havde tilbagelagt 4.000 kilometer over isen, stod på en lodret stige i en gammel fiskerhytte, der blev brugt som base for patruljen, for at tage noget hundefoder ned fra en hylde. Kassen var tungere, end Jimi regnede med, så han faldt ned med kassen over sig. Jimmi mistede pusten, men sank smerten og fortsatte i fem måneder de 600 kilometer over Indlandsisen med sin makker. Jimmi troede bare, han havde fået en fibersprængning.
Da han kom tilbage til Danmark, gjorde han sig klar til endnu en udsending til Afghanistan. Inden fik han benet tilset af en læge, da smerterne var konstante. Han fik besked fra en læge om en prolaps, der betød, at han ikke kunne fortsætte som aktiv soldat.
På skolebænken igen
Beskeden fik han en fredag. Mandag sad han på skolebænken for at læse HF.
- Jeg tror ikke, jeg rigtigt havde overskud til at kapere, hvad beskeden fra lægen egentlig betød. Men jeg vidste med det samme, at skaden betød, at jeg heller ikke kunne vende tilbage til byggepladsen.
Jimmis rationale var derfra således: Han ville bruge sin erfaringer fra Kosovo, hvor han havde assisteret på det sundhedsfaglige område som sanitetsgruppefører.
Han havde også en del erfaring i den retning, da han på isen i Grønland fra tid til anden måtte foretage tandoperationer på slædehundene.
- Jeg ville arbejde indenfor det sundhedsfaglige område. Som sygeplejerske og social- og sundhedsassistent kom jeg ikke i nærheden af at kunne bruge de erfaringer, jeg havde. Jeg ville ikke være et sted, hvor jeg skulle spørge om lov til alt. Dermed var der kun den mulighed at uddanne mig til læge. Det krævede et snit på11,3. Jeg havde lært fra militæret, at hvad man ikke havde i hoved, havde man i benene, og nu duede mine ben ikke længere, så måtte jeg bruge hovedet.
Det betød, at Jimmi fandt sig selv på skolebænken. Ham der aldrig havde været boglig, skulle nu have matematik på A-niveau. Men med stædighed, vilje og erfaringen fra VVS-faget og som soldat gik noget op for ham.
- Jeg fandt ud af, at jeg ikke var mindre begavet end alle mulige andre. Jeg var helt gennemsnitlig. Det krævede bare stædighed. Der er jo en del udenadslære i at tage en uddannelse, og hvis jeg kunne lære navnene på 800 små grønlandske bygder, som jeg skulle, da jeg var med Siriuspatruljen, så kunne jeg også tage en HF.
Jimmi fik sit snit på 11,3, tog sin lægeuddannelse og følte sig nogenlunde tilpas i den akademiske verden. Han troede han ville arbejde på et hospital, indtil han fandt ud af, hvor stor glæden er ved at følge patienter over tid, der får det bedre. Derfor læste han videre til almenlæge.
Savner et sjak
Det betyder, at han i dag efter 14 år, har sin egen praksis, med hævesænkebord og en varm frokoststue i en lægeklinik i Faaborg. Og dermed vender vi tilbage til, om den gamle VVS’er stadig føler, at kontoransatte har det nemt?
- Jeg kan sagtens være træt, når jeg kommer hjem. Men jeg er jo ikke træt på sammen måde, som dengang jeg brugte en dag på at slæbe tunge radiatorer op på 7. etage.
Du fortæller, du trives i fællesskaber, nu sidder du her alene på et kontor, savner du aldrig at være en del af et sjak?
- Jo, og det er derfor, jeg spiller fodbold. Det her er det første enspænderjob, jeg har haft. På hospitalerne oplevede jeg, at sygeplejerskerne og social- og sundhedsassistenterne havde et godt sammenhold, men aldrig lægerne. Og selvom jeg har fantastiske kollegaer her i lægehuset, så er det ikke det samme som at være en del af et sjak, siger Jimmi, der til juletid blandt andet indførte nissevenner blandt kollegaerne.
Har du et godt råd til de unge, der overvejer at søge ind på VVS-uddannelsen, men som er bange for at uddannelsen er for snæver, hvis man på et tidspunkt vil noget andet?
- Jeg kan sige, at jeg ikke på noget tidspunkt ville have været foruden min håndværksmæssige baggrund. Jeg havde eksempelvis aldrig kunnet gennemføre en HF lige efter folkeskolen, men med den disciplin, som jeg har med fra mine to tidligere uddannelser, var jeg klar. Uddannelserne har givet mig punktlighed, det har givet mig erfaringer i at begå mig i et hierarki og i at blive dygtig til et håndværk. Alt det har været den røde tråd i hele min karriere.