Top menu

Unge ildsjæle synliggjorde vores fag på HÅNDVÆRK-festival

Dato: 10/02-2026
4151

Engagerede medlemmer fra Blik og Rør Ungdom, Kreds Sjælland-Bornholm synliggjorde vores uddannelser og vores fag på HÅNDVÆRK-festival.

Fagligt aktive unge stod klar i standen til at synliggøre vores uddannelser og fag samt vores ungdomsorganisation og fagforeningen (foto: Andreas Krogsbøll).

Artiklen kort:

  • HÅNDVÆRK er en fagfestival for byggebranchen, som afholdes på Lokomotivværkstedet i Sydhavnen.
  • Blik og Rør Ungdom, Kreds Sjælland-Bornholm var repræsenteret med en stand. Formålet var at synliggøre VVS-energiuddannelsen, skorstensfejeruddannelsen og vores fag.
  • Som noget nyt i år var der etableret et Teknikunivers med fokus på de tekniske fag i bygge- og installationsbranchen. Her kunne gæsterne bl.a. møde Grundfos, Milwaukee og Mascot.

Den 4.-5. februar løb fagfestivalen HÅNDVÆRK af stablen – en årlig fagfestival for byggebranchen.

Blik og Rør Ungdom, Kreds Sjælland-Bornholm var partner på HÅNDVÆRK og var derfor repræsenteret med en stand på Lokomotivværkstedet i Sydhavnen i København.

I standen kunne gæsterne prøve kræfter med både VVS-faget og skorstensfejerfaget.

– Vi havde nogle forskellige tekniske installationer med, hvor folk kunne høre, hvordan det hele spiller en vigtig rolle for energiforbruget og den grønne omstilling. Der var faktisk en del, der kom hen og kiggede på tavlen og var nysgerrige. Jeg er jo selv blikkenslager med stort B, så jeg ved ikke så meget om den del, haha. Men vi havde heldigvis også et par VVS-energispecialister med i standen. Derudover var vi så heldige at have to unge skorstensfejere med, så gæsterne også kunne prøve kræfter med ventilationsrens, fortæller Andreas Krogsbøll, der er lokal ungdomsformand i Kreds Sjælland-Bornholm, og til daglig er blikkenslagersvend i Toft Kobber, hvor kollegaerne også har valgt ham som tillidsrepræsentant.

Netop virksomheden Toft Kobber var også repræsenteret med en stand på HÅNDVÆRK-festivalen, så her kunne de besøgende gå hen for at prøve kræfter med det gamle, stolte håndværksfag som blikkenslager.

Medlemmer og erhvervsskoler kom forbi

Udover gode snakke om alt fra faglig stolthed og godt håndværk til grøn omstilling, bæredygtighed og rent drikkevand, var der også flere medlemmer, der lagde vejen forbi HÅNDVÆRK-festivalen.

Glade lærlingemedlemmer fra forskellige erhvervsskoler og virksomheder kom forbi standen og fik både et fysisk/trykt eksemplar af den nyeste Lærlingeguide, en T-shirt, en cap og en halsedisse til vinterkulden.

Og som prikken over i'et lykkedes det også at få et par tilmeldinger til ungdommens årsmøde i hus.

Lærlingemedlemmer med T-shirts
To organiserede lærlinge fra virksomheden Wicotec Kirkebjerg fik en T-shirt.

Flere erhvervsskoler var også til stede på HÅNDVÆRK – både TEC i Gladsaxe, Roskilde Tekniske Skole, U/NORD i Hillerød og Herningsholm Erhvervsskole.

På førstedagen kom TEC endda forbi Blik og Rør Ungdom-standen for at interviewe nogle af de aktive til noget videoreportage. Og på dag 2 afholdt Roskilde Tekniske Skole en "Lærlingecafé" i samarbejde med virksomheden Wicotec Kirkebjerg.

Som noget nyt i år var der også etableret et Teknikunivers på HÅNDVÆRK med fokus på de tekniske fag i bygge- og installationsbranchen. Her var bl.a. Grundfos, Milwaukee og Mascot også repræsenteret. Det nye teknikunivers var placeret lige ved siden af Blik og Rør Ungdom-standen

Af andre velkendte navne var også PensionDanmark, HVAC Magasinet og DI Byggeri repræsenteret med en stand på HÅNDVÆRK-festivalen.

En stor succes

Den lokale ungdomsformand i Kreds Sjælland-Bornholm, Andreas Krogsbøll, melder tilbage, at han er meget tilfreds efter to dage på Lokomotivværkstedet, hvor HÅNDVÆRK fandt sted.

– Alt i alt mål jeg bare sige, at jeg er virkelig glad for, at vores lokale ungdomsorganisation besluttede at deltage med en stand på dette års HÅNDVÆRK-festival. Det har i den grad givet mening og haft stor værdi. Vi fik også lavet en aftale med en producent i VVS-branchen om et virksomhedsbesøg for vores medlemmer, siger han og fortsætter:

– Der var flere personer fra andre fag og andre organisationer, der kom hen og sagde, det var fedt, at vi havde en stand. Og de undrede sig samtidig lidt over, at deres egen fagforening ikke var repræsenteret. Det bekræfter os i, det var den rigtige beslutning at deltage med en stand, hvor vi skabte opmærksomhed omkring vores uddannelser og vores fag, men selvfølgelig også om vores ungdomsorganisation og fagforeningen. Vi gjorde det, fordi vi er stolte af vores fag.

 

Hvis du synes, at navnet Andreas Krogsbøll lyder velkendt, er den god nok. I november sidste år var han nemlig nomineret til Fagtalent, hvor han endte med at vinde prisen i kategorien "Kulturbærer". Læs vinderinterviewet i Fagbladet Blik & Rør her.

Andreas Krogsbøll, Fagtalent-vinder

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.