Det er beløbet, der skal deles ud på de fem branchefællesskaber, hvor Blik- og Rørarbejderforbundet er med i Bygge & Anlæg. Pengene skal bruges på at forebygge fysisk nedslidning og sygdomme forbundet med asbest.
Inden årsskiftet blev der godkendt en bevilling på 116,1 mio. kr. til BrancheFællesskaberne for Arbejdsmiljø (BFA).
Det er regeringen og partierne bag seniorpensionsaftalen, der har indstillet, at pengene igennem BFA skal bruges på forebyggelse af fysisk nedslidning og af sygdomme forbundet med asbest. Næstformand i Blik- og Rørarbejderforbundet, Stig Søllested, der er politisk ansvarlig for arbejdsmiljøområdet, hilser midlerne og dermed tilliden til partssystemet velkommen:
- Det er igennem BFA, at vi mellem arbejdsgivere og fagforbund aftaler mange af de indsatser, der skal laves omkring arbejdsmiljø. Så det er selvfølgelig vigtigt, at der er ressourcer til arbejdet. Jeg hæfter jeg mig ved, at nedslidning og asbest er de centrale emner for forebyggelse. Det er begge problemstillinger, som har stor betydning for vores medlemmer.
BFA består af fem fællesskaber fordelt på brancher, hvor Blik- og Rørarbejderforbundet hører under BFA Bygge & Anlæg. Hvis pengene bliver fordelt mellem de fem fællesskaber, som der er blevet ved tidligere tildelinger, så betyder det ca. 16,5 mio. kr. BFA Bygge & Anlæg. I den forbindelse peger Stig Søllested på, at det netop er Bygge & Anlæg, der har muligheden for at forfølge ambitionerne indenfor asbest:
- Vi er det branchefællesskab ud af de fem, hvor det giver allerbedst mening, at vi får sat nogle initiativer i gang omkring asbest. Simpelthen fordi vores medlemmer er blandt dem, der er mest udsat. Derfor håber og regner jeg også med, at vi i BFA Bygge & Anlæg kan finde frem til nogle indsatser, der har en reel effekt for vores medlemmer, siger Stig Søllested, og tilføjer
- Pengene skal i udgangspunktet bruges inden udgangen af 2027, og det kan give nogle udfordringer med så kort tid til både udvikling og gennemførelse. Blik og Rørarbejderforbundet vil derfor som noget af det første stille forslag om, at pengene strækkes ind i 2028.
Om BFA Bygge & Anlæg
Branchefællesskabet for arbejdsmiljø i Bygge og Anlæg er sammensat af 8 arbejdsgiverforeninger, 9 fagforbund/organisationer og 2 lederorganisationer. Der er ca. 160.000 lønmodtagere inden for Bygge & Anlæg