Top menu

Hjemsendelse på grund af sne og dårligt vejr – hvad gælder?

Dato: 13/01-2026
4111

Cihat Döner, der er jurist i Blik- og Rørarbejderforbundet, forklarer her, hvordan du er stillet.

Kan du blive fyret mens du er hjemsendt på grund af dårligt vejr? Det får du svar på i artiklen
Tekst
Cihat Döner

VVS-området

Inden for VVS-området er det aftalt mellem overenskomstparterne, at medarbejdere kan hjemsendes som følge af ekstraordinære vejrforhold, herunder sne og frost. Denne adgang følger direkte af overenskomsten og de regler, der knytter sig til bekendtgørelsen om dagpengegodtgørelse.

Når en medarbejder hjemsendes på grund af vejrliget, skal virksomheden udfylde og underskrive en frigørelsesattest. Frigørelsesattesten indebærer, at medarbejderen midlertidigt ikke er omfattet af de almindelige opsigelsesvarsler efter VVS-overenskomsten. Samtidig er arbejdsgiveren forpligtet til ikke at opsige medarbejderen, mens hjemsendelsen står på.

Vejrrelateret hjemsendelse kan således ikke anvendes som et middel til at omgå de gældende opsigelsesregler for VVS’ere. Det skal desuden bemærkes, at en tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant som udgangspunkt ikke kan hjemsendes, medmindre der foreligger helt særlige og tvingende forhold.

Løn under hjemsendelse

Ved hjemsendelse på grund af vejrlig skal arbejdsgiveren betale for de to første ledighedsdage efter reglerne om G-dage. Den gældende betalingssats udgør aktuelt 137,43 kr. pr. time.

Industriområdet

Også på Industriområdet er der overenskomstmæssig adgang til at hjemsende medarbejdere på grund af vejrmæssige forhold. Denne mulighed har hjemmel i både Industri- og VVS-overenskomsten.

Udgangspunktet er, at hvis en medarbejder møder på arbejde, men uden egen skyld sendes hjem uden at have udført arbejde, har vedkommende krav på betaling svarende til 4 timers almindelig timeløn for forgæves fremmøde.

Der gælder dog en vigtig undtagelse: Hvis arbejdet må indstilles, fordi vejret reelt gør det umuligt at udføre arbejdet, kan medarbejderen hjemsendes uden løn. I sådanne situationer skal arbejdet genoptages, så snart de vejrmæssige forhold igen tillader det.

Du kan kontakte A-kassen for spørgsmål omkring G-dage.

Cihat Döner, der er Blik- og Rørarbejderforbundets jurist,
Cihat Döner, der er Blik- og Rørarbejderforbundets jurist, forklarer blandt andet, hvordan din arbejdsgiver på VVS-området skal betale løn de første to dage, du bliver hjemsendt. 

 

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.