Svindel med asbestprøver og støv på byggepladsen, var to af de problematikker, Blik- og Rørarbejderforbundet fredag morgen tog op med den nye beskæftigelsesminister Kaare Dybvad.
Svindel med asbestprøver, støv på byggepladsen, lange sagsbehandlingstider på arbejdsskadesager og social dumping, det var nogle af temaerne, da der fredag morgen var møde med beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S).
Det var Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk El-Forbund og Malerforbundet, der stod bag arrangementet med den nye minister.
Og selvom han langt fra var nede i hele det store beskæftigelsesområde endnu, så var det en kampklar minister:
- Vi skal stramme skruen overfor de entreprenører og andre, der snyder. Det er noget af det, jeg er ved at kigge ned i. Og jeg kan i hvert fald se, at der er nogle steder, hvor Arbejdstilsynet skal bruge deres energi anderledes, lød det fra ministeren.
Ministeren mener blandt andet, at fokus skal rettes mod private byggerier:
- Vi stiller krav i de offentlige byggerier. Vi har indført, at der kommer et entreprenørstop, vi kommer til at indføre ID-kort, der bliver en hjælp i mange situationer. Problemer er, at selvfølgelig kan vi kontrollere det offentlige mere, men det er i det private, der er de helt store problemer.
Fusk og bygherrer
Forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet Henrik W. Petersen brugte blandt andet mødet på at spørge ind til den nye asbeststrategi.
- I aftalen nævnes det, at der er eksempler på, at både bygherrer eller arbejdsgiver forfalsker resultaterne. Men i de regler, som ministeren nu har i høring, så er det kun forslag til regler, som stiller krav til arbejdsgivere. I langt overvejende tilfælde vil det ikke være en arbejdsgiver – men derimod bygherre eller bygherres repræsentanter, der foretager asbestprøver. Skal bygherres svindel med asbestprøver ikke forhindres?
Kaare Dybvad Bek var lydhør omkring problematikken:
- Det er meget nede i teknikken, men jeg er fuldstændig enig i problemet. Noget af det, jeg er blevet overrasket over som ny minister er, hvor mange partier, der sidder med på det her område. Der er mange borgerlige partier, der kæmper imod for eksempel højtryksspuling af asbesttage osv. Men jeg tror, jeg er ved at være der, hvor min tålmodighed er opbrugt. Jeg er klar til at tage de initiativer, der skal til for at færre og helst ingen bliver udsat for asbest.
Støv på byggepladsen
Næstformand i Blik- og Rørarbejderforbundet Stig Søllested brugte også mødet til at spørge ind til problemer støv på byggepladsen, der kan være skyld i alvorlige sygdomme som lungekræft, kol og gigt:
- Vil du være med til at gennemføre, at der kommer nogle kontrolforanstaltninger i retning af det, vi kender fra asbestområdet, når det kommer til kvartsstøv? Arbejdstilsynet tager ikke det her alvorligt nok.
Ministeren fik spurgt ind til både mere viden om problemet og dets omfang og vil tage problematikken med sig tilbage til ministerkontoret.