Top menu

”Hvad fanden?”: Annette blev dobbelt-overrasket som Årets TR

Dato: 17/11-2025
4050

Efter guldkonfetti og stående applaus vendte Danmarks første kvindelige blikkenslager-TR tilbage til hverdagen – og blev igen overrasket, da forbundsformanden dukkede op med champagne og kagemand.

Annette Pilgaard Nielsen har været tillidsrepræsentant i cirka tre år (foto: Jonas Krøner).
Tekst
Maja Skov Vang
  • Tirsdag den 11. november blev Annette Pilgaard Nielsen kåret som Årets Tillidsrepræsentant til A4 Mediers store prisfest i Cirkusbygningen.
  • Annette er den første og pt eneste kvindelige blikkenslager, der er tillidsrepræsentant.
  • Forbundsformanden og fagbladet overraskede hende et par dage efter kåringen.

I et kort øjeblik gemte Annette Pilgaard Nielsen sit overraskende ansigtsudtryk i hænderne, da hun til stående applaus i Cirkusbygningen, blev kåret som vinder af A4 Mediers hovedpris Årets TR.

Dagen derpå fik hun rystet guldkonfettien af sig, inden hun igen trak i arbejdstøjet for at renovere en gammel bygning på Pilestræde i København.

Selvom forbundsformand Henrik W. Petersen var på plads i Cirkusbygningen, da blikkenslageren blev kåret som vinder, ville han alligevel gerne lykønske Annette på arbejdspladsen. Her troppede han op i sikkerhedssko med champagne, kagemand og fagbladets udsendte for at overraske Annette, der udbrød ”hvad fanden?” ved synet af forbundsformanden i frokoststuen.

Da chokket havde lagt sig, kunne Annette sætte lidt ord på, hvordan det var at blive overrasket få dage forinden, da hun blev udråbt som vinder foran flere hundrede publikummer i Cirkusbygningen. 

- Jeg blev helt vildt overrasket, da jeg hørte mit navn. Det var en lang tur mod scenen.  Jeg var i hvert fald glad for, at jeg har været på en del kurser, hvor jeg har lært at tale foran mange mennesker. Jeg havde faktisk ikke regnet med det. De andre nominerede kom fra nogle store arbejdspladser, hvor mange har kunnet stemme, siger Annette og henviser til, at hun normalt kun arbejder sammen med ganske få blikkenslagere og VVS’ere.

 

Forbundsformand Henrik W. Petersen var forbi Annettes arbejdsplads for at lykkeønske hende (foto: Jonas Krøner).

Danmarks første

I Jeudan er der 25 kollegaer, som Annette er tillidsrepræsentant for. Ud af dem er fire blikkenslagere som Annette. Til dagligt er Jerri Jensen hendes faste makker i sjakket. Det er også ham, der indstillede Annette til prisen og ham, der sørgede for, at formanden og fagbladet blev lukket ind på byggepladsen, uden at Annette vidste det. I den forbindelse sagde han; ”Sagt med et glimt i øjet, men også i alvor, er det måske ikke altid den allernemmeste tjans at være tillidsrepræsentant for en masse mandlige blikkenslagere og VVS’ere. Men Annette tør godt at sige ’kom nu, mand’, og det smitter på den helt rigtige måde”.

I baglommen havde Annette Pilgaard sin takketale, men hun havde ikke regnet med at skulle bruge den (foto: Jonas Krøner).

Flere medier udråbte også Annette til at have skrevet danmarkshistorie i forbindelse med prisen. A4 skrev blandt andet: ”Da Annette Pilgaard blev tillidsrepræsentant for blikkenslagerne i Jeudan for tre år siden, skrev hun samtidig danmarkshistorie. Hun er nemlig valgt som den første og hidtil eneste kvindelige tillidsrepræsentant på blikkenslagerområdet i Danmark.”

Da hun sidder overfor forbundsformanden, vil hun gerne have bekræftet, at hun er den eneste og første.

Ifølge Henrik W. Petersen har der tidligere været kvindelige VVS’ere, der har været tillidsrepræsentanter, men ingen blikkenslagere.

Jerri Jensen er også blikkenslager og er Annettes faste makker (foto: Jonas Krøner).

- Så er det godt, jeg kan gøre lidt reklame for blikkenslagerfaget, siger Annette og henviser til de mange artikler, der er blevet skrevet om hende de seneste par dage, og forklarer, hvorfor Jerri og hun mener, det er det bedste fag:

- Det er et traditionsrigt fag. Det, vi laver, kan ikke digitaliseres. Det er et håndværk, som går meget, meget langt tilbage, hvor man kan få lov også at være lidt kunstner.

Rigtigt håndværk

Jerri supplerer.

- Der er en del arkitekter, ingeniører og bygherrer, der kræver en uddannet blikkenslager, når der bliver bygget nye huse. Vi kan noget, som er svært at lære, hvis man ikke er uddannet, siger han og starter en snak mellem de tre uddannede blikkenslagere om, hvor vigtigt det er for byggeriet, at der findes håndværkere, der kan deres speciale.

Når Annette og Jerri viser rundt på den gamle bygning midt i København, giver det god mening, de er tilfredse med jobbet. Udsigten på taget, hvor de to blikkenslagere bruger det meste af deres arbejdsdag, er fantastisk. Og det meste af arbejdsdagen kan de to passe deres arbejde i deres eget tempo uden de store indblandinger.

Siden kåringen har der ikke været så meget ro på, som der normalt er på taget. Annette har fået flere hunredede lykønskninger på sociale medier, faktisk er det strømmet ind i en sådan grad, at hendes Messenger pludselig frøs.

-  Selv en gammel skolekammerat skrev, at det var fortjent, jeg vandt. Det ved han jo i virkeligheden ikke noget om, da vi ikke har talt sammen i 20 år, griner Annette, der også fik en besked fra onklen, der skrev, ”du bringer stolthed over familien”.

- Det er rigtig fedt, at så mange har skrevet til mig. Det har været meget, meget overvældende.

Se overraskelses-videoen her.

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.