Top menu

Gå ned og stem!

Formanden har ordet
Dato: 17/11-2025
4048

Det er ikke ligegyldigt, hvem der vælges til kommunalbestyrelser og regionsråd. Jeg forstår godt, at valget handler om det nære: Om børn, ældre og sundhed. Det er kerneopgaver for fællesskabet.

Men der er generelt alt for lidt fokus på de emner, som optager fx os faglærte. Det gælder fx kontrol med social dumping, energirenovering, indeklima og sanitære forhold. Emner, som vi har taget op i valgkampen, men som jo også optager de fleste borgere. Det kan ikke være rigtigt, at vores børn skal gå i dårligt indeklima dag ud og dag ind. Eller, at de sanitære forhold vedblivende er så stort et problem, at skolebørn landet over peger på det som et af de største problemer.

I forbundet har vi i den sidste tid – sammen med Malerforbundet, Dansk EL-Forbund og 3F Byggegruppen– kørt en kampagne om at få unge faglærte til at stemme. Unge – herunder unge faglærte – stemmer nemlig ikke lige så meget som resten af befolkningen.

Lokalpolitikken skal afspejle samfundet. Daginstitutionerne skal også være åbne, når vi kommer hjem fra arbejde og kommunerne skal kontrollere social dumping. For bare at nævne nogle af de emner, der er vigtige for os.

Og hvis vi ikke stemmer og deltager i politik, bliver vi ikke hørt. Derfor vil jeg godt opfordre til, at I går ned og stemmer. Og overvej eventuelt at stemme på en faglært, hvis I har mulighed for det.

I kommuner som Odense, Køge, Randers, Faxe og Holbæk kan du ovenikøbet stemme på en kollega. Der skal lyde en kæmpe tak til dem for at stille op. Og godt valg til jer!

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.