Top menu

Nyt uddannelseskrav for alt arbejde med asbest: Blik og Rør udvikler kursus

Dato: 10/11-2025
4032

Fra 21. december skal alle, der arbejder med asbest – også ved små opgaver – have gennemført en særlig uddannelse. Blik- og Rørarbejderforbundet lancerer i samarbejde med TEKNIQ og Dansk El-Forbund et nyt, branchenært kursus, der er klar i 2026.

Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk El-Forbund og arbejdsgiverorganisationen TEKNIQ udviklet et 2-dages asbestkursus.
Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk El-Forbund og arbejdsgiverorganisationen TEKNIQ udviklet et 2-dages asbestkursus.
Tekst
Maja Skov Vang

Fra den 21. december skal alle, der arbejder med asbest, have gennemført en uddannelse. Kravet gælder også ved mindre nedrivningsarbejde, der ikke kræver autorisation. Det kan være nedtagning af en enkelt rørbøjning, små reparationsopgaver som for eksempel boring i vægge med asbestholdigt klæbemateriale eller rengøring af ventilationskanaler med asbest.

Flere har efterspurgt et branchenært kursus, så nu har Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk El-Forbund og arbejdsgiverorganisationen TEKNIQ udviklet et 2-dages asbestkursus målrettet blandt andet til VVS’ere, blikkenslager og skorstensfejere.

- Vi samarbejder med TEKNIQ om at udvikle det nye asbestkursus, fordi det er vigtigt, at indholdet bliver så relevant og tæt på de arbejdsopgaver, vi har til dagligt som muligt. For eksempel, at de eksempler der bruges i undervisningen, og den prøve som skal bestås på 2. dagen, drejer sig om VVS- eller blikkenslagerarbejde. Kurset er først klar i begyndelsen af 2026. Jeg opfordrer derfor til, at man tager en snak med sin mester om, hvordan og hvornår, man får taget den nye asbestuddannelse, forklarer Stig Søllested, der er næstformand i Blik- og Rørarbejderforbundet med ansvaret for arbejdsmiljø.

Hvis man ikke kan vente på, at det nye tilbud er klar, kan man finde en skole, der udbyder de nuværende kurser. Det kan man gøre på amukurs.dk.

Om det nye uddannelseskrav har indflydelse på lige præcis dig og dine arbejdsopgaver, kan være svært at gennemskue. Derfor opfordrer vi til, at du spørger din arbejdsmiljørepræsentant, en arbejdsleder eller din mester om, hvordan du skal forholde dig.

Ellers tag fat i din kreds, som er i løbende dialog med forbundet om uddannelseskravet.

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.