Der er flere afgifts- og skattelettelser i den finanslovsaftale, der er indgået for 2026. Men hvad kommer det rent faktisk til at betyde for din økonomi?
Lavere afgifter på blandt andet el og chokolade, ekstra beskæftigelsesfradrag til seniorer og elbiler, der alligevel ikke skal betales registreringsafgift på. Det er nogle af elementerne i den finanslovsaftale for 2026, der tidligere på måneden blev indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Det Konservative Folkeparti. Fagbladet Blik & Rør har spurgt Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, hvilken betydning det rent faktisk får for din økonomi.
Hvordan kommer sænkningen af elafgiften til at påvirke en gennemsnitlig familie?
Det er nok den største af sænkningerne. Det er den, der kommer til at fylde mest i de flestes økonomi. Hvor elafgiften i dag er på 75 øre pr. kwH, så falder den til 8 øre pr. kwH. Man plejer at regne med, at en familie med to voksne og to børn bruger 4000 kwH om året, så svarer besparelsen til i omegnen af 3-4000 kr. kr. om året. I første omgang er sænkningen dog midlertidig for 2026 og 2027.
- Hvilken betydning fjernelsen af afgifter på chokolade, kaffe og slik?
Fjernelsen træder først fuldt i kraft fra 1. juli, så det er først i andet halvår af 2026, at man kan se det på priserne. For en gennemsnitlig familie på to voksne og to børn vil det betyde en besparelse på 2-3.000 kr. om året i form af lavere priser. Men man skal huske, at chokolade og kaffe er steget 20-30 % det seneste år, hvor afgiftssænkningerne måske kun vil trække priserne ned med en 3-5 %.
Kan man være sikker på, at priserne rent faktisk også falder i supermarkedet?
Jeg mener, man så prisfald, da man i 10’erne satte afgifterne ned på sodavand. Men priserne bliver i hvert fald fulgt ret tæt i denne omgang - også af medierne, så der er en bevågenhed omkring det. Man kan selvfølgelig ikke vide, om priserne falder én til én med afgiftssænkningen, da det jo ikke er den eneste faktor. I sidste ende er det bevågenhed og konkurrence, der skal sikre, at sænkningen også slår igennem på prisen.
I hvilken prisklasse af elbiler får det betydning, at man ikke sænker den afgiftsfri grænse?
Det er grænsen for, hvornår man betaler registreringsafgift, der skulle have været sænket. I dag ligger grænsen på elbiler, der koster op til 419.000 kr., den skulle have været sænket 363.000 kr., men det er nu blevet udskudt. Sænkningen er blevet udskudt gennem flere år, og det tyder på, at politikerne sigter efter at lave afgiftssystemet om.
Hvad betyder forhøjelsen af sats og maksimum for det ekstra beskæftigelsesfradrag til seniorer i besparelse?
Det er sådan set ikke en ny opfindelse med det ekstra beskæftigelsesfradrag til seniorer, for det blev aftalt i finansloven i 2023, at det skulle gælde fra 2026. Men i den gjaldt det fra op til to år før folkepensionsalderen, nu bliver det allerede fra 5 år før. Det vil betyde 9.000 kr. i skattelettelse for seniorer til næste år.
Er der andre elementer i finansloven, der får betydning for ens privatøkonomi?
Med finansloven bliver momsen på bøger også sænket, det bliver til et par hundrede om året, men afhænger selvfølgelig af. hvor mange bøger, man køber. Og så er der forældrebetaling til daginstitutioner. I dag må kommunerne tage 25 % af omkostningerne i betaling. Det er den procentsats, man sætter ned til 21,3 %. Der kan dog være kommuner, der allerede i dag opkræver mindre end det, de må. Men har man 2 børn, så løber det op i næsten 4.000 kr. om året, hvis de begge går i børnehave eller vuggestue.
