Din stemme til kommunalvalget er vigtig. For hvis ikke vi stemmer, bestemmer andre, hvordan vores liv – arbejdsliv, fritidsliv og ungdomsliv – skal se ud. Det er budskabet i en ny kampagne, som 3F Byggegruppen, Dansk El-Forbund, Blik- og Rørarbejderforbundet og Malerforbundet i dag lancerer.
Undersøgelser viser, at unge stemmer sjældnere end ældre – og det gælder også for unge faglærte. Det er et problem for demokratiet, for politik handler i bund og grund om at få hverdagen til at fungere. Uden erfaringer og viden fra byggepladsen, skurvognen eller servicebilen risikerer vi, at de politiske løsninger mister forbindelsen til virkeligheden. Så får vi planer, der ikke kan holde i praksis, og regler, der ikke virker i hverdagen.
Samtidig fungerer demokratiet kun, hvis alle stemmer og føler sig repræsenteret.
Derfor lancerer fagforeningerne 3F Byggegruppen, Dansk El-Forbund, Blik- og Rørarbejderforbundet og Malerforbundet nu en fælles kampagne, der skal få flere unge faglærte til at stemme til kommunalvalget.
Kampagnen ”Unge faglærte stemmer” udkommer på digitale medier og via organisationernes egne kommunikationskanaler.
Budskabet til de unge faglærte er klart: “Din stemme til kommunalvalget er vigtig. For hvis ikke vi stemmer, bestemmer andre, hvordan vores liv – arbejdsliv, fritidsliv og ungdomsliv – skal se ud.”
Demokratiet har brug for virkeligheden
Udover at få flere unge faglærte til at stemme den 18. november, er kampagnen også et led i de fire forbunds ønske om at styrke unges demokratiske selvtillid.
De fire forbund ønsker at minde unge om, at deres erfaringer fra virkeligheden er en vigtig stemme i demokratiet – en stemme, der ofte mangler, når beslutninger tages.
Danmark bliver bygget, repareret og holdt i gang af faglærte hænder. De får ting til at ske, og derfor har de faktisk noget at bidrage med i demokratiet. Man behøver ikke gå i slips eller tale på en bestemt måde for at have noget vigtigt at sige. Demokratiet har brug for virkelige mennesker med virkelige erfaringer.
Yderligere oplysninger:
Esther Antreasyan Keller. Mobil 61672067. 3F Byggegruppen
Allan Lindemark. Mobil 91898550. Malerforbundet
Peter Koch Palshøj. Mobil 61150210. Dansk El-Forbund.
Simon Pihl Sørensen. Mobil 54555622. Blik- og Rørarbejderforbundet