Byggerådgiver tiltalt efter at have ændret en asbestprøve fra positiv til negativ – over 200 håndværkere blev udsat.
Der er blevet rejst tiltale i sagen om de mere end 200 håndværkere fra Aalborg, der i februar blev klar over, at de havde været udsat for asbest. En del af dem er VVS’ere og medlem af Blik- og Rørarbejderforbundet.
Tiltalen er rejst mod en byggerådgiver, der var ansat i firmaet Brix & Kamp, der havde forfalsket en asbestprøve. Det glæder Thomas Christensen, der er formand i Kreds Nord-Midtjylland, at sagen skal for en dommer:
- Som kredsformand er jeg glad for, at domstolene nu skal tage stilling til en strafudmåling for at fuske med asbestprøver. Vi har desværre mange medlemmer som har været udsat for asbeststøv i denne sag fra Badehusvej i Aalborg. Det er utilgiveligt, at man som byggeleder svindler med positive asbestprøver.
Konkret har medarbejderen ændret i konklusionen på en laboratorieprøve, så den gik fra at være positiv for asbest til at være negativ.
I marts indrømmede virksomheden selv, at der havde været svindlet med prøverne. Byggepladsen blev i perioden flere gange lukket. Og der blev holdt møder for kollegaerne på tværs af fagforeningerne.
Indånding af asbest kan give alvorlige sygdomme som lungehindekræft og asbestose.