Akkord på opmåling kræver tillid, forståelse og faste rammer. Det har Rasmus Andersen fået til at fungere blandt 94 VVS’ere på Nyt Hospital Nordsjælland.
Artiklen kort:
- Rasmus Andersen er rutineret formand og akkordmand. Han er ikke i tvivl om, at en vellykket akkord på opmåling er godt for økonomien.
- Fællesakkord kræver disciplin og godt sammenhold.
- to-tre dage om ugen kommer en opmåler fra Kreds Sjælland-Bornholm og måler op.
Det 94 mands store VVS-sjak, der arbejder på Nyt Hospital Nordsjælland i Hillerød, er et af de største akkordsjak i nyere tid. Det kommer nok ikke som den store overraskelse, at det kan have sine økonomiske fordele at arbejde på akkord på opmåling. Formanden for sjakket Rasmus Andersen tydeliggør det dog med et eksempel.
- Jeg arbejdede for mange år siden på et byggeri, hvor os der arbejdede på akkord på opmåling, vi tjente cirka 100 kroner mere i timen, og end det sjak, der arbejdede på timeløn, fortæller han.
Rasmus har styr på opmåling både fra sine mange år som formand for akkord-sjak, men også fordi han tidligere har arbejdet som opmåler i Kreds Sjælland-Bornholm:
- Jeg har altid villet tjene mine egne penge, siger han, og viser, hvordan han altid har blokken med kopisedler og en tydeligt brugt Rørprisliste liggende ved sit skrivebord.
Rørprislisten og Fjernvarmeprislisten er Blik-og Rørarbejderforbundets, Dansk Metals og TEKNIQs prisliste for, hvad forskelligt arbejde koster ned til mindste øre. Den forhandles mellem parterne i forbindelse med overenskomstforhandlingerne, men også løbende, hvis der skal prissættes mellem overenskomstforhandlingerne.
På byggeriet i Hillerød er det ikke formanden, der måler op. To-tre dage om ugen kommer der en professionel opmåler i form af Kreds Sjælland-Bornholms Esben Malling.
Stor tillid og tolerance
En fællesakkord på opmåling kræver, at der er en forståelse og tolerance mellem kollegaerne.
- Der er nogle, der er rigtig hurtige til deres arbejde, og så er der andre, der ikke er. Der er også altid nogle, der støjer lidt mere end andre. Men når det er sagt, så har vi tillid til hinanden. Vi er ikke bedre end det svageste led, og det er der stor forståelse for.
- Alle kan ikke være lige hurtige, men til gengæld kan de have andre egenskaber, som er lige så vigtige som tempo i et sjak af denne størrelse. For eksempel kan de være gode til at udføre arbejde med høj kvalitet, de kan være gode til at skabe sammenhold og lære fra sig til lærlingene. Der skal både være plads til vores ældste svend på 66 år og på vores yngste lærlinge på 17, forklarer Rasmus.
Tillid mellem sjak og ledelse
Godt kollegaskab er ikke alt. Der skal også være tillid mellem sjakket og ledelse. Det oplever Rasmus, der er på byggeriet.
- Vi er naturligvis ikke enige om alt, men vi har ikke haft de store kontroverser med firmaet i de godt tre år vi har været i gang. Jeg håber, at kollegaerne her i sjakket oplever, at man godt kan arbejde på opmåling og fællesakkord, uden det skal være en krig med mellem firmaet og en jagt mellem kollegaerne.
Læs også: Kun én har sagt op på to år: Stærkt sammenhold og rutineret formand holder 94 VVS'ere på pladsen