Top menu

Har du husket alle dine fradrag? Du kan have penge til gode

Dato: 21/10-2025
3981

Det er ikke alle fradrag, der indberettes automatisk, og selv når de gør, er det ikke nødvendigvis de rigtige beløb, der er indberettet. Der kan være penge at hente ved at være opmærksom.

Der er ikke alle fradrag, der automatisk bliver indberettet, det fortæller Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.
Tekst
Jonathan Roed Kirkedal

Skattestyrelsen får automatisk rigtig mange af de oplysninger om os, som de skal bruge for at udregne din skat. Det er alt lige fra, hvor vi bor og arbejder til, hvilken løn vi tjener, eller hvis vi køber og sælger værdipapirer. Men derfor kan det stadig være en god ide at tjekke dine fradrag i forskudsopgørelsen og årsopgørelsen, for der kan ske fejl, ligesom der er fradrag, du selv skal indberette. Fagbladet Blik & Rør har talt med Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, om, hvad man særligt skal være opmærksom på i sin forskuds- og årsopgørelse.

Hvis der sker ændringer i din økonomi

En af pointerne fra Brian Friis er, at det altid er fornuftigt at genbesøge ens forskudsopgørelse, når der sker ændringer i økonomien:

- Særligt på forskudsopgørelsen. Skattestyrelsen ved ikke nødvendigvis, hvis der er sket ændringer i dine forhold. Derfor er det en god ide, at man ændrer i sin forskudsopgørelse (også for det igangværende år, red.), hvis der sker ændringer i din økonomi, såsom hvis man køber eller sælger bolig, hvis renteudgifterne på ens lån er faldet, hvis man har skiftet arbejde, fået lønforhøjelse eller er gået på pension.

Det bliver ikke indberettet automatisk

Brian Friis Helmer påpeger også, at der stadig er fradrag, som man selv skal oplyse om:

- Man skal typisk selv indberette servicefradrag, håndværkerfradrag og befordringsfradrag eller det som i daglig tale kaldes kørselsfradraget, også selvom man tidligere har haft det på forskudsopgørelsen. Og så er det altid en god ide at tjekke, om der er fejl i de tal, der er indberettet. I forbindelse med ens befordringsfradrag, så kender Skattestyrelsen ikke de nærmere omstændigheder for, hvor tit du møder på arbejde. Er du for eksempel pendler, så ved Skattestyrelsen ikke, hvor mange dage, du rent faktisk tager turen frem og tilbage.

- Uanset om du går, løber, cykler, tager bilen eller toget, så er du berettiget til befordringsfradrag, hvis du har mere end 12 kilometer til dit arbejde.

I nogle tilfælde kan du også få fradrag for donationer til velgørenhed:

- Man kan faktisk også få skattefradrag på donationer til velgørende organisationer, hvis de er godkendt til det af Skattestyrelsen. Typisk vil de indberette det for dig, hvis du har oplyst dit CPR-nummer i forbindelse med donationen. Men har du ikke det, så kan det være smart at tjekke op på, om de er en godkendt forening, og i så fald indberette det.

Få fradraget med det samme

Nogle fradrag bliver først indberettet automatisk i forbindelse med årsopgørelsen, men hvis du vil have glæde af fradraget i år, så skal du selv oplyse det, påpeger Brian Friis Helmer:

- Hvis du for eksempel lige har meldt dig ind i fagforeningen, men vil have skattefradraget allerede nu, så skal du selv gå ind og indberette det. Når du så får årsopgørelsen for 2025, så har fagforeningen indberettet det rigtige beløb – og så skal man lige tjekke, om det stemmer.

- Forskudsopgørelsen kan man altid besøge, hvis man for eksempel har et variabelt boliglån og renteudgifterne falder, så kan man indberette det, så fradraget også reguleres. Eller hvis man køber eller sælger bolig, så man betaler det rigtige i ejendomsværdiskat.

Ved køb og salg af aktier

Har du nogle af dine penge investeret i aktier, så skal du huske, at du oftest også kan få fradrag på tab:

- Samlet set er det ofte sådan i vores skattesystem, at hvis gevinsten af noget bliver beskattet, så er der som regel også et fradrag for tab. Men har du aktier i et almindeligt depot, så kræver det, at man har en fremtidig gevinst for, at et tidligere tab kan trækkes fra.

- Der skal også afregnes skat af gevinsten, der ikke bliver trukket automatisk. Så man skal have et overblik over sin samlede gevinst/tab.

Brian Friis Helmer
Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, svarer blandt andet på, hvad du særligt skal være opmærksom på i din forskuds- og årsopgørelse.

 

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.