Top menu

Skærpede regler for vinterdæk: Sådan undgår du bøder

Dato: 20/10-2025
3972

Der er kommet ny lovgivning om vinterdæk – I praksis betyder det, at sommerdæk ikke er acceptable, når der er sne, is, frost eller sjap på vejene. Derfor er dialogen med chefen vigtigere end nogensinde. Cihat Döner, der er Blik- og Rørarbejderforbundets jurist, giver dig overblikket over alt det nye.

Det er ikke nok bare at køre forsigtigt, hvis dækkene er uegnede. Hvis politiet vurderer, at bilen ikke er egnet til forholdene, kan man få en bøde på op til 1.000 kr. pr. dæk.
Det er ikke nok bare at køre forsigtigt, hvis dækkene er uegnede. Hvis politiet vurderer, at bilen ikke er egnet til forholdene, kan man få en bøde på op til 1.000 kr. pr. dæk.
Tekst
Cihat Döner

Fra 1. juli 2025 trådte en præcisering af færdselsloven i kraft, som mange fejlagtigt har troet var en helt ny lov om vinterdæk. Men ifølge Færdselsstyrelsen er der ikke tale om nye, skærpede regler – det er snarere en tydeliggørelse af det ansvar, man som fører altid har haft: bilen må ikke være udstyret med åbenbart uegnede dæk i forhold til vej- og vejrforholdene.

I praksis betyder det, at sommerdæk ikke er acceptable, når der er sne, is, frost eller sjap på vejene. Kører du i sådan et føre med dæk, der åbenlyst ikke kan klare det, risikerer du en bøde – også selvom du kører i firmabil.

Færdselsstyrelsen: Flere misforståelser i omløb

Efter lovændringen har Færdselsstyrelsen bemærket, at der er opstået mange misforståelser. Den mest udbredte er, at man nu skal køre med vinterdæk fra en bestemt dato – men det er ikke korrekt. Der er ingen faste datoer for, hvornår vinterdæk skal på. Det afhænger af vejret, ikke kalenderen.

Endelig understreger styrelsen, at det ikke er nok “bare at køre forsigtigt”, hvis dækkene er uegnede. Hvis politiet vurderer, at bilen ikke er egnet til forholdene, kan man få en bøde på op til 1.000 kr. pr. dæk – og man kan blive bedt om at standse kørslen på stedet.

Når du kører i firmabil

For mange medlemmer gælder det, at man til dagligt kører i firmabil eller servicevogn, som arbejdsgiveren stiller til rådighed. Her er det som udgangspunkt arbejdsgiverens ansvar at sørge for, at bilen er udstyret med egnede dæk.
Men lovændringen gør det tydeligt, at føreren også har et medansvar. Du har pligt til at reagere, hvis du opdager, at bilen ikke er forsvarlig at køre i under de aktuelle forhold.

Tag snakken

Derfor opfordrer vi til, at man tager en åben dialog med chefen, inden vinteren for alvor sætter ind. Spørg gerne:

  • Hvornår skifter virksomheden til vinterdæk?
  • Hvilke typer dæk benyttes – M+S, 3PMSF eller helårsdæk?
  • Hvad gør jeg, hvis jeg vurderer, at bilen ikke er sikker at køre i?

Det er altid bedre at tage snakken i god tid end at stå i en situation, hvor man skal ud at køre i frost og sne med dæk, man ikke føler sig tryg ved – både sikkerheds- og lovgivningsmæssigt.

Et fælles ansvar

Selvom arbejdsgiveren som regel har det formelle ansvar for firmabilens vedligeholdelse, er sikkerhed noget, man bør løfte i fællesskab. Hvis du som fører vurderer, at bilen ikke er egnet til vejforholdene, bør du ikke køre videre – men i stedet melde det til din leder eller værkstedet.

En enkel samtale kan forhindre mange problemer – både i forhold til sikkerhed og forsikring. For sker der et uheld, og bilen viser sig at have uegnede dæk, kan det i værste fald få konsekvenser for både arbejdsgiveren og dig som fører.

Kort fortalt

Der er altså ikke kommet nye tvangsregler om vinterdæk – men ansvaret er blevet gjort tydeligere.
Som fører af en firmabil skal du sikre, at bilen kan klare de forhold, du kører ud i. M+S-dæk er fortsat lovlige, men 3PMSF anbefales til hårdere vintervejr.
Og vigtigst af alt: tag snakken med din chef i tide, så både du og bilen er klar, når kulden sætter ind.

Cihat Döner, der er Blik- og Rørarbejderforbundets jurist, svarer i hver udgave af nyhedsbrevet på spørgsmål, der vedrører Blik- og Rørarbejderforbundets medlemmer.
Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.