Hvem får din pension, hvis du dør? Er du i tvivl, så kan du nemt få overblikket på dit pensionsselskabs app eller hjemmeside. På hjemmesiden kan du også selv ændre, hvem der skal arve din pension.
Ved du ikke, hvem der arver din pensionsopsparing? Så er du langt fra alene. Flere undersøgelser viser nemlig, at mange danskere ikke har tjekket op på – og ikke taget aktivt stilling til – hvem der står til at arve pensionspengene.
Ikke desto mindre er der gode grunde til at tjekke, hvem der står til at arve din pension. Især hvis du har haft skiftende familieforhold eller har særlige ønsker til, hvem der skal arve din opsparing.
Sørg for, at din pension ikke går til en tidligere samlever
Du kan selv vælge, hvem der skal have pengene fra din pensionsopsparing. Men du skal sørge for løbende at tjekke og opdatere dette, hvis ikke pengene skal risikere at ende de forkerte steder. Et typisk eksempel er, at en tidligere samlever stadig står som modtager af pensionen, selvom forholdet for længst er afsluttet.
Hvis du ikke tager aktivt stilling, udbetaler dit pensionsselskab til ”nærmeste pårørende”. Hvem det er, fastsættes ifølge loven ud fra dette hierarki:
- Din ægtefælle.
- Din samlever, som du enten har boet sammen med i to år, eller som du har barn med.
- Dine børn, børnebørn osv. (livsarvinger).
- Arvinger efter dit testamente.
- Dine arvinger efter arveloven.
Skift med få klik
Du kan selv ændre, hvem der står som så kaldt ”begunstiget” og dermed skal arve din pensionsopsparing. Det kan du gøre med få klik på dit pensionsselskabs hjemmeside, hvor du også kan ændre din forsikringsdækning ved dødsfald.
Som medlem af Industriens Pension eller PensionDanmark får dine efterladte som minimum udbetalt de penge, du har sparet op, hvis du dør før pensionsalderen. Dine efterladte får som minimum et sted mellem 250.000 og 500.000 kr. fra PensionDanmark og mellem 300.000 og 1,2 mio. kr. fra Industriens Pension
Som medlem af PensionDanmark logger du ind på pension.dk, og hos Industriens Pension logger du ind på industrienspension.dk/Minside.
Du kan også få et overblik via selskabernes app, der kan hentes i App Store eller i Google Play. Her kan du blot søge efter Industriens Pension eller PensionDanmark.
Har du spørgsmål, kan du altid kontakte medlemsrådgivningen i dit pensionsselskab for at få hjælp eller vejledning. Du kan ringe til PensionDanmark på 7012 1330 eller til Industriens Pension på 7033 7070.