Top menu

Ny aftale: Fængselsstraf til arbejdsgivere, der udsætter ansatte for asbest

Dato: 08/10-2025
3953

Regeringen, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet vil gøre op med straffrihed for grove brud på asbestreglerne. Aftalen indebærer både hårdere straf, bedre kontrol med prøver – og højere bøder til store virksomheder, der ignorerer arbejdsmiljøregler.

Tekst
Jonathan Roed Kirkedal og Maja Skov Vang

Artiklen opdateret klokken 14:14 med et afsnit i bunden af artiklen om en ny aftale om id-kort og bøder. 

For få arbejdsgivere, der udsætter deres medarbejdere for asbest, bliver straffet med fængsel. Det skal der laves om på. Det har regeringen og Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet netop aftalt.

Faktisk er det allerede muligt i den eksisterende lovgivning at give op til to års fængsel for ”særligt grove overtrædelser”. Men lovgivningen bliver ikke brugt, selvom lovgivningen blev indført i 2018. Derfor vil aftalepartierne udpensle eller ”angive et vejledende niveau” for, hvornår arbejdsgiver kan idømmes fængselsstraf.

- Man tror næsten, det er løgn, når vi gang på gang hører om arbejdsgivere, der med åbne øjne snyder og bedrager med asbest og sætter deres medarbejderes liv og helbred på spil i jagten på profit. Asbeststøv er potentielt en dødsdom, hvis det ikke håndteres korrekt. Med den nye aftale kan vi forhåbentlig undgå sager som den i Aalborg, hvor 200 medarbejdere kan være blevet udsat for asbest, fordi der blev snydt med asbestprøver, og sagen i Sønderjylland, hvor børn blev sat til at rive asbesttage ned. siger beskæftigelsesminister Kaare Dybvad (S).

Blik- og Rørarbejderforbundet har i årevis kæmpet for strengere straffe til arbejdsgivere, der bevidst udsætter deres medarbejdere for at arbejde med asbest.

I et udspil skriver forbundet: Ved grov, forsætlig overtrædelse af asbestreglerne og regler vedr. asbestautorisation bør praksis skærpes, så fængselsstraf oftere tages i brug over for de personer, der tegner virksomheden. Derfor er det en tilfreds forbundsformand, der reagerer på aftalen:

- Endelig ser vi hårdere straffe ved asbestovertrædelser og tiltag for at forhindre snyd med asbestprøver. Det er den helt rigtige vej at gå, for vi skal ikke acceptere, at almindelige lønmodtagere skal sætte deres liv på spil, alene af den grund at de passer deres arbejde. Ingen skal udsættes for livsfarligt asbeststøv. Så jeg er en meget tilfreds formand i dag, og jeg vil gerne sende en tak til partierne bag aftalen for at have lyttet, siger Henrik W. Petersen.

Formanden henviser til, at aftalepartierne også er enige om, at det skal være sværere at svindle med asbestprøver. Derfor bliver der i fremtiden stillet krav om, at medarbejderen eller arbejdsmiljøorganisationen i virksomheden direkte skal modtaget resultater fra prøverne fra dem, som laver analysen.

Senere på dagen blev der også indgået en anden aftale, der kan få betydning for byggebranchen. De samme aftalepartier samt Dansk Folkeparti har indgået aftale om et Id-kort for medarbejdere på større bygge- og anlægsprojekter.  

Derudover er de enige om at store virksomheder og bygherrer i højere grad skal forebygge indsatsen over for arbejdsulykker. Det betyder, at bøderne skal hæves for virksomheder med over 35 ansatte, hvis ikke de anmelder arbejdsulykker.

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.