Top menu

Danmarks mest omtalte sag om børnearbejde og asbest er udsat igen

Dato: 02/10-2025
3933

Børn helt ned til 12 år fjernede asbest på en byggeplads i Sønderjylland. To mænd blev sigtet i januar, men anklageskriftet lader vente på sig – nu udskydes tiltalen igen.

Ejendommen, hvor børnene fjernede asbest, ligger i Vester Sottrup i Sønderborg Kommune. Foto: Jacob Schultz/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Tekst
Maja Skov Vang

Det er nu et år og tre uger siden, at Arbejdstilsynet var på besøg på en landejendom i Sønderjylland, hvor børn ned til 12 år fjernede asbest.

Der er endnu ingen tiltalte i sagen. Det er på trods af, at der allerede i januar blev sigtet to mænd.

Den 24. september skrev Syd- og Sønderjyllands Politi til Fagbladet Blik & Rør ellers, at der snart var et anklageskrift på vej:

- Vi forventer, at anklagemyndighedens vurdering er afsluttet inden for de næste 14 dage. Vi vil på dét tidspunkt orientere om det via en pressemeddelelse.

Men nu lyder det fra politiet i en mail til fagbladet, at det ikke lige er på trapperne alligevel:

- Grundet ekstraordinær travlhed er tiltalevurderingen forsinket. Vi forventer nu at have nyt i løbet af oktober.

Forbundsformand I Blik- og Rørarbejderforbundet Henrik W. Petersen har tidligere været klar i mælet om, at han forventer fængselsstraf: 

-  Det er totalt uacceptabelt, at den her sag efter et år endnu ikke har fået konsekvenser. Det er voksne mennesker, der har udnyttet børn til livsfarligt arbejde for egen vindings skyld. De er endda taget på fast gerning. Der bør man kunne forvente, der blev rejst tiltale hurtigt. Hvis ikke der, i den nærmeste fremtid, bliver rejst tiltale med krav om fængselsstraf, så er vi mange, der mister tilliden til retssystemet herhjemme, sagde han den 18. september.

Få hele overblikket over den groteske sag her.

 

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.