Blik- og Rørarbejderforbundet, Malerforbundet og Dansk El-Forbund kræver handling fra Beskæftigelsesministeren om sager, der trækker ud i årevis. Forbundene mener, at retssikkerheden er under pres.
Artiklen kort:
- Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk El-Forbund og Malerforbundet retter nu en skarp kritik mod Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) og de alt for lange sagsbehandlingstider
- i taler om mennesker, der allerede er ramt hårdt fysisk eller psykisk af en arbejdsskade. Når de så ovenikøbet skal vente i årevis på en afgørelse, er det både urimeligt og uværdigt, siger Henrik W. Petersen, forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet.
- Problemet er ikke nyt. Allerede i 2015 henvendte fagbevægelsen sig til Beskæftigelsesministeriet om de lange sagsbehandlingstider.
Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk El-Forbund og Malerforbundet retter nu en skarp kritik mod Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) og de alt for lange sagsbehandlingstider, som skadelidte medlemmer må vente – i nogle tilfælde i over fire år.
I et fælles brev til den nu tidligere beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) udtrykker forbundene stor bekymring for både medlemmernes psykiske og økonomiske situation, og for den generelle retssikkerhed, når sager om arbejdsskader trækker i langdrag.
- Vi taler om mennesker, der allerede er ramt hårdt fysisk eller psykisk af en arbejdsskade. Når de så ovenikøbet skal vente i årevis på en afgørelse, er det både urimeligt og uværdigt, siger Henrik W. Petersen, forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet.
Kritik har lydt i årevis
Problemet er ikke nyt. Allerede i 2015 henvendte fagbevægelsen sig til Beskæftigelsesministeriet om de lange sagsbehandlingstider. I 2016 fastslog også Folketingets Ombudsmand, at AES’ sagsbehandling var "utilfredsstillende." Alligevel er situationen ifølge forbundene stort set uændret i dag.
Med ændringer i Arbejdsskadesikringsloven i 2024 blev de få eksisterende tidsfrister helt fjernet. Nu henvises borgere i stedet til gennemsnitsberegninger på AES’ hjemmeside – en løsning, som forbundene kalder en klar forringelse af retssikkerheden.
- Det er dybt problematisk, at man har fjernet de sidste rester af faste tidsrammer. Det gør det svært for den enkelte at komme videre i livet, siger Henrik W. Petersen.
Ventetid på op til fem år
Et konkret eksempel illustrerer problemet: Et medlem fik sin arbejdsskade anmeldt i september 2021. Først i september 2025 modtog medlemmet et brev om, at sagen er blevet udvalgt til "særlig indsats" – med en afgørelse, der forventes først i efteråret 2026.
Det betyder i praksis en samlet sagsbehandlingstid på op mod fem år.
- Det er ikke en løsning at oprette en særlig indsats, hvis det stadig tager flere år at færdigbehandle sager, understreger Henrik W. Petersen.
De tre forbund forventer nu, at Beskæftigelsesministeriet finder en løsning for, hvordan ventetiderne kan nedbringes, uden at gå på kompromis med kvaliteten i afgørelserne.