Top menu

De bedste ambassadører er de unge selv

Dato: 24/09-2025
3923

Fra Blik- og Rørarbejderforbundet skal der lyde et STORT tak for indsatsen til vores unge medlemmer, der stod til rådighed som ambassadører for VVS-energiuddannelsen til EuroSkills 2025 i Herning.

Engagerede lærlinge og unge faglærte fra de fire specialer under VVS-energiuddannelsen. Der er brug for mange flere VVS-energispecialister, VVS-installationsteknikere, blikkenslagere og ventilationsteknikere (foto: Noah Thilemann).

Danmark var værtsland, og Herning var værtsby, da EuroSkills 2025 løb af stablen tidligere på måneden (9.-13. september).

En åbningsceremoni med præsentation af de 600 fagatler fra 32 lande i Europa. Tre intense konkurrencedage inden for 38 forskellige fag og discipliner. Besøg af undervisningsministre fra alle EU's medlemslande og royalt besøg ved Hans Majestæt Kong Frederik 10. af Danmark. Op mod 100.000 besøgende til den største uddannelsesbegivenhed, der nogensinde har fundet sted på dansk jord.

Og sidst, men ikke mindst, et brag af en afslutningsceremoni med kåring af vindere og medaljeoverrækkelse, hvor fagatleterne fra Skillslandsholdet udmærkede sig med hele 27 medaljer – hvilket er et rekordhøjt antal danske medaljer ved en international Skills-konkurrence (WorldSkills og EuroSkills).

En af medaljevinderne var den talentfulde VVS-energispecialist, Andreas Fredberg Pedersen, der vandt sølv i "Plumbing and Heating"-konkurrencen og dermed kom på podiet ved afslutningsceremonien.

MainSkills-sponsor

Der var stor bevågenhed omkring EuroSkills 2025 i Herning, hvor de faglige uddannelser, de forskellige håndværksfag og de unge fagatleter atter fik den opmærksomhed, de fortjener. Dermed var EuroSkills 2025 også et stort udstillingsvindue for erhvervsuddannelserne, hvor der blev sat spot på talent, faglig stolthed og vigtigheden af fremtidens faglærte – ikke mindst til den grønne omstilling.

Det var dog ikke kun konkurrencedeltagerne fra de forskellige lande, der var formidable repræsentanter for deres respektive uddannelse og fag. Gennem EVU (el- og VVS-branchens uddannelsessekretariat) havde Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk El-Forbund og TEKNIQ Arbejdsgiverne nemlig indgået et partnerskab med EuroSkills 2025 og fået prædikat som "MainSkills-sponsor". Derfor var der – som en del af den sponsoraftale – et stort halområde kun for VVS-energiuddannelsen og elektrikeruddannelsen.

Formålet med partnerskabet og sponsoratet var at benytte EuroSkills 2025 som platform til at promovere de grønne, tekniske erhvervsuddannelser – især over for ungemålgruppen. I den forbindelse havde en gruppe lærlinge og unge faglærte stillet sig til rådighed som værter/ambassadører for VVS-energiuddannelsen.

En "ung til ung"-tilgang

Der var især mange skoleklasser – heriblandt folkeskoleelever, grundforløbselever fra erhvervsskoler og elever fra andre ungdomsuddannelser. De blev kørt med busser til Herning, og mange af dem kom langvejs fra for at besøge EuroSkills som en del af deres undervisning. Mange af dem lagde vejen forbi Hal F, hvor der – udover konkurrencestandene i Plumbing and Heating-konkurrencen – var et populært "try a skill"-område, hvor de besøgende kunne prøve kræfter med forskellige grene inden for VVS-faget.

I hallen skulle ambassadørerne – gennem en "ung til ung"-tilgang – møde de unge i øjenhøjde og indgå i dialog med alt fra unge og forældre til lærere og uddannelsesvejledere. Men også lærlingekoordinatorer fra virksomhederne, arbejdsgivere og andre interessenter.

Opgaverne som ambassadør kunne f.eks. være at dele ud af egne overvejelser ift. uddannelsesvalg og erfaringer med at søge læreplads. Vække nysgerrighed og interesse for uddannelsen og faget. Fortælle om alt det, som en erhvervsuddannelse og et svendebrev fører med sig – herunder god løn, høj jobsikkerhed og masser af spændende muligheder. Understøtte de forskellige aktiviteter i Try-a-Skill-området og generelt stå til rådighed for henvendelser og besvare spørgsmål om uddannelsen og vores fag.

Stærke ambassadører

At fortælle hvorfor det er fedt at vælge en teknisk erhvervsuddannelse og et håndværksfag. Skabe begejstring omkring VVS-energiuddannelsen og vores fag. Sætte ord på den faglige stolthed i faget og branchen. Gøre opmærksom på fagets betydning for klimaet og branchens vigtige rolle i og for den grønne omstilling.

Det kan alt sammen lyde meget umiddelbart. Men det er ikke noget, man bare lige gør – og det er heller ikke alle, der kan gøre det. Det kræver, at man har en opsøgende tilgang over for de forbipasserende, fremstår engageret og autentisk og evner at formidle sit fag til andre mennesker.

To af dem, der havde stillet sig til rådighed som ambassadører for VVS-energiuddannelsen, var Lucas Jessen og Mathilde Christensen, der begge er aktive i Blik og Rør Ungdom.

26-årige Lucas Jessen er i lære som VVS-energispecialist. Han er næsten lige ankommet i MCH Messecenter Herning og har netop fået T-shirten på, da Fagbladet Blik & Rør taler med ham.

– Jeg skal have en masse gode snakke med unge om det der med at skulle vælge uddannelse og finde den rigtige uddannelse. Jeg vil fortælle om arbejdet som VVS'er og alt det fede ved faget, så vi kan få en masse nye kollegaer i fremtiden, siger han.

Lucas Jessen
Lucas Jessen er 26 år, voksenlærling og medlem af Kreds København (foto: Andreas Petersson).

Mathilde Christensen er 20 år og er næsten lige startet i lære som blikkenslager.

– Jeg er her for at inspirere en masse unge til at gå den faglærte vej, og jeg håber også at kunne inspirere en masse unge kvinder. Vi skal have de positive historier frem", siger hun til Fagbladet Blik & Rør.

Mathilde Kær Christensen
20-årige Mathilde Christensen har læreplads hos Sjørring Blikkenslagerforretning og er den første kvindelige blikkenslagerlærling i firmaet nogensinde (foto: Noah Thilemann).

Fra Blik- og Rørarbejderforbundet skal der lyde et STORT tak for indsatsen til Lucas, Mathilde og de andre unge medlemmer, der stod til rådighed som ambassadører for VVS-energiuddannelsen ifm. EuroSkills 2025 i Herning.

Selvom det ikke var jer, der stjal rampelyset, skal I vide, at vi sætter stor pris på jeres indsats. I er hver især vigtige rollemodeller for vores uddannelse, vores fag og for hele branchen – og der er brug for flere som jer. TAK!

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.