Hvad betyder det, når mester giver dig en advarsel? Og hvordan bør du svare? Blik- og Rørarbejderforbundets jurist Cihat Döner guider der gennem, hvad du skal gøre.
Når du får en advarsel fra din arbejdsgiver
At modtage en advarsel fra arbejdsgiveren er en alvorlig sag. Mange oplever det som et chok eller en uretfærdighed, men det er vigtigt at kende reglerne og konsekvenserne, så du kan handle rigtigt. En advarsel er arbejdsgiverens redskab til at påpege, at der er problemer, som kræver ændringer. Den gør det samtidig klart, hvad konsekvensen kan være, hvis du ikke retter ind , og i sidste ende i en opsigelse eller bortvisning.
Skriftlig eller mundtlig advarsel
En advarsel kan gives mundtligt, men i praksis vælger de fleste arbejdsgivere at udstede den skriftligt. En mundtlig advarsel kan være svær at bevise og kan give anledning til uenighed om, hvad der egentlig blev sagt. En skriftlig advarsel er til gengæld et dokument, der tydeligt viser, hvad arbejdsgiveren kritiserer, og hvad du forventes at ændre. Den kan senere indgå i en sag om opsigelse, og derfor bør du altid tage en skriftlig advarsel meget alvorligt.
En chance for at rette op
Selvom en advarsel kan føles hård, kan den også give en anledning til at rette op, inden arbejdsgiveren går videre med en opsigelse. Det betyder, at du får en chance for at ændre adfærd eller arbejdsindsats. Derfor bør du læse advarslen grundigt og sikre dig, at du forstår, hvad kritikken går på. Er du i tvivl, bør du straks bede din arbejdsgiver om at præcisere kravene og derefter tage stilling til, hvordan du kan leve op til dem.
Advarsel ved sygdom og fravær
Ofte ser vi, at advarsler bliver givet i forbindelse med højt sygefravær. Her skal man være opmærksom på, at der er forskel på lovligt sygefravær og et mønster, som belaster arbejdspladsen. Mange korte fraværsperioder, f.eks. gentagne sygedage op til weekenden kan give arbejdsgiveren grundlag for en advarsel. Men en enkelt længerevarende sygdomsperiode vil sjældent kunne føre til en saglig advarsel med opsigelse til følge.
Brug fagforeningen
En advarsel kan være starten på en større sag, og derfor bør du altid kontakte fagforeningen, hvis du modtager en. Vi kan vurdere, om advarslen er rimelig, hjælpe med at udforme en protest og sikre, at dine rettigheder bliver beskyttet, hvis sagen udvikler sig.
Hvis du er uenig
Mener du, at en advarsel er urimelig, bør du reagere med det samme. Det gør du bedst ved at skrive en kort protest til arbejdsgiveren, hvor du gør klart, at du ikke er enig, og at du har inddraget fagforeningen. Det er vigtigt at reagere hurtigt, da tavshed kan tolkes som accept.

Hvad sker der, hvis du ikke ændrer adfærd?
Hvis en advarsel ikke fører til den ønskede ændring, kan arbejdsgiveren bruge den som grundlag for en opsigelse eller i mere alvorlige tilfælde en bortvisning. Derfor er det vigtigt at tage en advarsel alvorligt, uanset om du mener, den er rimelig eller ej.