Top menu

Går du og dine kollegaer glip af indflydelse på jobbet?

Dato: 03/09-2025
3887

Halvdelen af de virksomheder, der burde have et samarbejdsudvalg, har det ikke – og 8 ud af 10 bestyrelser mangler en medarbejderrepræsentant.

Niels Braaby ærgrer sig over, at kollegaer ikke får brugt deres ret til indflydelse (Foto: Jonas Krøner).
Niels Braaby ærgrer sig over, at kollegaer ikke får brugt deres ret til indflydelse (Foto: Jonas Krøner).
Tekst
Maja Skov Vang

Er du ansat i et firma med mindst 35 ansatte? Så har du og dine kollegaer krav på, at der oprettes et samarbejdsudvalg.  Udvalgets opgave er, at medarbejdere og ledelse samarbejder om blandt andet arbejdsforhold og arbejdsmiljø.

Er du ansat i et firma, der drives som aktie- eller anpartsselskab, og hvor der er mere end 35 ansatte? Så har du og dine kollegaer krav på en repræsentant i bestyrelsen.  Medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer har fulde rettigheder og ansvar på linje med øvrige medlemmer af virksomhedens bestyrelse.

Men måske var du slet ikke klar over det. Meget tyder nemlig på, at mange ikke kender deres ret. En ny undersøgelse fra blandt andre Copenhagen Business School og Rockwool Fonden, som A4 Overenskomst skriver om, viser, at der kun eksisterer samarbejdsudvalg i 49 procent af de virksomheder, hvor ansatte har krav på det, mens 80 procent af virksomhedernes bestyrelser ikke har en medarbejderrepræsentant.

Vi har et ansvar

- Det er rigtigt ærgerligt, at alt for mange kollegaer går glip af reel indflydelse på deres arbejdsliv – ikke fordi de ikke har retten til det, men fordi den ret aldrig bliver brugt. Og det kan sagtens være, at vi som fagforbund har et ansvar, og vi skal være bedre til at oplyse om disse rettigheder. For når hverken samarbejdsudvalg eller medarbejderrepræsentanter i bestyrelser er på plads, mister vi en vigtig stemme i beslutninger, der former vores hverdag, siger Niels Braaby, næstformand i Blik- og Rørarbejderforbundet.

Undersøgelsen peger også på, at der er en sammenhæng mellem en høj organiseringsgrad på arbejdspladsen, og om der bliver etableret et samarbejdsudvalg.

Kontakt din kreds, hvis du er i tvivl om, hvorvidt I går glip af indflydelse på jeres arbejdsplads.

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.