Top menu

Nye tider for UTÆTHEDEN

Dato: 25/08-2025
3875

Fra fagblad til fagmagasin og nyhedsbrev

Første og sidste nummer af UTÆTHEDEN

I 54 år har Rør & Blik udgivet det ucensurerede fagblad: UTÆTHEDEN – et navn, der naturligt opstod i 1971, da rørlæggere og blikkenslagere i København slog sig sammen. Dengang oplevede både formand og kollegaer, at deres indlæg blev flittigt redigeret væk i forbundsbladet Blik og Rør. Censuren kaldte de med rette "en knægtelse af ytringsfriheden" – og satte UTÆTHEDEN i omløb som Danmarks eneste erklæret ucensurerede fagblad.
Siden da har bladet været en fast kanal for faglige historier og holdninger – til kollegaer, arbejdsgivere, politikere, presse og offentlighed. Fra en lille pamflet er det vokset til et professionelt fagblad med journalistiske artikler og farverigt layout.

Et fagblad i forandring
I 2025 rykker Rør & Blik ind i et nyt fagforeningshus sammen med BJMF og FOA. Samtidig digitaliseres store dele af fagforeningens arbejde – og det gælder også UTÆTHEDEN.
Porto og tryk gør det stadig dyrere at udgive seks årlige numre. Derfor skifter vi til at omdele to halvårlige fagmagasiner – suppleret af mindst seks digitale nyhedsbreve målrettet henholdsvis medlemmer og de fagligt aktive.
Fagmagasinet vil bringe længere artikler og stærke billeder med fokus på bl.a. arbejdsmiljø, lærlinge, organisering, arbejdskriminalitet, grøn omstilling, fagpolitik og Rør & Bliks virke.
Temaer som løn, arbejdsforhold og social dumping vil fortsat være centrale.
>>UTÆTHEDEN har altid været stemme for en stærk fagforening og kollegaer, der ikke bøjer nakken. Nu tager vi næste skridt med mere fart, mere kant, mere dybde.
Vi forlader ikke den faglige kamp og udvikling – vi rykker den endnu tættere på dig! Med stærke billeder, digitale nyhedsbreve og et nyt spændende fagmagasin, går Rør og Blikkenslagernes Fagforening forrest i den faglige kommunikation. UTÆTHEDEN er ikke fortid – den er fremtid. Klarere. Skarpere. Friere."

Talerør i nye formater
Et nyt Kommunikationsudvalg er nedsat og arbejder med at udvikle moderne fagforeningskommunikation – med respekt for vores 152 års erfaring og kamp. Vi afsøger også nye veje med video, lyd og sociale medier.
Så hold øje med UTÆTHEDEN efter sommerferien – i nye former, men med samme formål: At være dit talerør.
Har du en idé eller en historie? Skriv eller ring til os – så bringer vi den i en ny og levende form. Sammen fører vi i fællesskab fagbladet ind i fremtiden.

Tilmeld dig fremtidige nyhedsbreve