Blik og Rørs medlemmer oplever alt for ofte eksempler på arbejdskriminalitet, det fortæller næstformand i Aktionsgruppen Mikkel Hovgaard om. Justitsministerminister Peter Hummelgaard vil nu gøre emnet til en del af forhandlingerne om et nyt politiforlig.
Artiklen kort:
- Vi skal snart forhandle politiforlig, og det er min ambition, at arbejdskriminalitet for første gang skal være en del af de forhandlinger, sådan lød det fredag morgen fra justitsminister Peter Hummelgaard på et morgenmøde.
- Nogle af dem, der oplever eksempler på arbejdskriminalitet, er Aktionsgruppen. Næstformand i gruppen, Mikkel Hovgaard, kommer med to konkrete eksempler på, hvad de har oplevet i deres arbejde.
- Forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet, Henrik W. Petersen, havde en klar opfordring med til politikerne på mødet: - Hvis ikke I sætter ind mod social dumping og arbejdskriminalitet nu, så vil vi om få år kunne sige: Det var hér, byggepladserne i Danmark bevægede sig helt over i skyggen.
Arbejdskriminalitet var temaet fredag, da Dansk El-Forbund, Blik- og Rørarbejderforbundet og Malerforbundet havde inviteret justitsminister Peter Hummelgaard (S) til et såkaldt morgenmøde. Der tydeligt tog problemet alvorligt:
- Vi skal snart forhandle politiforlig, og det er min ambition, at arbejdskriminalitet for første gang skal være en del af de forhandlinger, lød det fra ham.
Han efterspurgte samtidig eksempler, der kan være med til at kortlægge begrebet ’arbejdskriminalitet’ bedre:
- Jeg vil meget gerne høre, hvad I oplever ude på byggepladserne. Det er ikke mange år siden, vi stoppede med kun at tale om social dumping, der er brud på overenskomsterne. Men også om arbejdskriminalitet, der også handler om menneskeudnyttelse, hvidvask og lignende problemstillinger. Vi skal vide mere om; hvad er omfanget, og hvad er de forskellige former? Sørge for, at der mærkbare bøder og sanktioner. Og at der rent faktisk er kontrol med det.
Og nogle af dem, der netop oplever eksempler på lønsnyd og manglende overholdelse af Arbejdsmiljøloven i deres arbejde, er Aktionsgruppen i København.
Manglende pension og for dårlig asbestsanering
Aktionsgruppen er en selvstændig aktivistgruppe i København, men samarbejder med Kreds København i Blik- og Rørarbejderforbundet.
De er både med til at deltage i demonstrationer, men de er for eksempel også opsøgende omkring udenlandske kollegaer, der bliver snydt. Fagbladet Blik & Rør har talt med Mikkel Hovgaard, der er næstformand i Aktionsgruppen, om deres oplevelser;
Han har to konkrete eksempler på, hvad de er stødt på i deres arbejde. Det første eksempel er endda fra den byggeplads, Mikkel selv går på;
- Her hvor jeg går og arbejder, der går også nogle argentinske tømrere. De er ansat gennem en underentreprenør til et vikarfirma. Vi fandt ud af, at selvom der står på deres lønsedler, at arbejdsgiveren indbetaler til deres pension, at så var der faktisk ikke indbetalt noget. De fik også for lidt i tillæg osv. Der har været mange udenlandske kollegaer fra forskellige lande igennem på pladsen, og de fleste af dem har desværre ikke ville tale med os. Men det lykkedes at få de sidste tre kollegaer, der er fra Argentina, i tale. Det var sådan, vi fandt ud af, at den mistanke vi havde, også var rigtig, fortæller han.
Det andet eksempel er fra Herlev Hospital, hvor nogle af medlemmerne af Aktionsgruppen selv har gået og arbejdet og er blevet eksponeret for asbest, selv efter der var foretaget asbestsanering;
- Her vidste bygherren godt, at der var asbest, de får foretaget asbestsanering og håndværkerne bliver sendt ind igen. Men de håndværkere, der gik på pladsen, havde en mistanke om, at det stadig ikke var helt fjernet. Så de fik foretaget nye prøver, der desværre viste, at deres mistanke holdt stik, lyder det fra ham.
En reguleret eller kriminel byggebranche?
Forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet, Henrik W. Petersen, havde et klart budskab med til ministeren:
- Vores medlemmer oplever alt for ofte, at deres udenlandske kolleger ikke må tale med dem. For så bliver de jo bekendt med de danske løn- og arbejdsvilkår. At deres udenlandske kolleger får en kontrakt og lønsedler, som ser ud som de danske ansattes – men kun på overfladen.
For bag det hele bliver de truet til hver eneste måned at tilbagebetale store summer af deres løn til arbejdsgiveren.
At bygherre CW Obel Ejendomme sender vores medlemmer og andre håndværkere ind i den gamle tobaksfabrik i Aalborg, selvom de ved, at der er fyldt med asbest.
Og forsatte senere:
Og lige nu, lige nu er vi på the tipping point. Det er nu, I politikere skal afgøre, om I vil have en reguleret eller en kriminel byggebranche. Hvis ikke I sætter ind mod social dumping og arbejdskriminalitet nu, så vil vi om få år kunne sige: Det var hér, byggepladserne i Danmark bevægede sig helt over i skyggen.