Igen i år var Blik og Rør Ungdom stærkt repræsenteret på Ankersminde Festival, hvor vores ungdomsorganisation bl.a. afholdt workshops om den danske model under pres, social dumping, arbejdslivskriminalitet og organisering.
Fotos i artiklen: Noah Thilemann
Med hele 35 medlemmer var Blik og Rør Ungdom den af de faglige ungdomsorganisationer, der havde flest deltagere på dette års Ankersminde Festival.
Blik og Rør Ungdom var ansvarlig for en workshop om den danske model under pres samt trusler mod vores arbejdsmarkedsmodel og det organiserede arbejdsmarked – herunder social dumping, arbejdslivskriminalitet og udenlandsk arbejdskraft. Til workshoppen var der tre forskellige poster. Den ene handlede om TV 2-dokumentaren "Den sorte svane", og hvad vi lærte af den.
På en anden af posterne var der debat om udenlandsk arbejdskraft mellem Nicolai Krølbøll, formand i Blik og Rør Ungdom, og Anastasia Milthers, landsformand i Radikal Ungdom (RU). Mens VVS-installationstekniker Nicolai Krølbøll var skeptisk over for at åbne for mere udenlandsk arbejdskraft fra tredjelande uden for EU, var RU-formand Anastasia Milthers særdeles positiv over for en lempeligere tilgang til udenlandsk arbejdskraft – eller "international arbejdskraft", som hun kaldte det.

Den tredje post handlede om offentligt byggeri og skattekroner med udgangspunkt i byggeriet af det nye Odense Universitetshospital (OUH). I den forbindelse havde kredsformand Jørgen Jakobsen fra Kreds Sydjylland-Fyn lagt vejen forbi for at gøre deltagerne klogere på sagen omkring det skandaleramte Nyt OUH-byggeri.

En anden dag på Ankersminde Festival stod Blik og Rør Ungdom for en workshop om organisering. Her var det Thobias Elleholt, næstformand i Blik og Rør Ungdom og tillidsrepræsentant i Bravida, som deltog i et panel sammen med repræsentanter fra andre organisationer i arbejderbevægelsens ungdom.
I panelet var både en lokal/regional ungdomskonsulent fra 3F, en fagligt aktiv ung og tillidsvalgt fra ledelsen i Dansk El-Forbund Ungdom og en lærerstuderende og tidligere studieorganizer på FTF-siden, der har stor erfaring med skolebesøg og organisering af lærerstuderende, pædagogstuderende og socialrådgiverstuderende.
Det blev til en god samtale om, hvordan man organiserer sine kollegaer, og hvordan vi kan forklare begreber som "fagforening" og "den danske model" i øjenhøjde med målgruppen, så unge rent faktisk forstår det. Der blev også talt om, hvordan vi bliver bedre til at fastholde unge medlemmer i fagbevægelsen, hvordan man engagerer unge frivillige, og hvordan man skaber et fedt ungdomsfællesskab.

Om aftenen er der fest og farver i det store fællestelt. En af de aktiviteter, som i de senere år er blevet ret så populær på Ankersminde Festival, er karaoke-aften. Førstehåndsvidner kan afsløre, at der vist ikke er nogen fare for, at vores medlemmer skifter branche for at satse på en sangkarriere lige foreløbig.

Fra karaoke-aften den ene dag til noget lidt andet, men alligevel lidt i samme kategori – nemlig arbejdersangaften. Det kan måske lyde lidt mærkeligt og gammeldags. Men den traditionsrige arbejdersangaften på Ankersminde Festival er et af de absolutte højdepunkter! Og man forstår det nok først rigtigt, når man selv har oplevet det.
Her bliver der sunget gamle sange, der fortæller om arbejderbevægelsens historie, og hvor vi kommer fra. Om fortidens kampe, der stadig er aktuelle i dag, selvom tiden er en anden. Om bevægelsen, vores fælles bevidsthed og den historiske arv, vi står på skuldrene af.

En anden tradition på Ankersminde Festival er den årlige fodboldturnering, hvor Blik og Rør Ungdom naturligvis stillede med et hold. Efter en storsejr i semifinalen over 3F Ungdom tabte Blik og Rør Ungdom desværre i finalen. Revanche næste år?

Selvom det blev til et nederlag i finalen, kan der ikke herske nogen tvivl om, hvem der vandt på lægterne. Stemningen og opbakningen fra kammeraterne på sidelinjen – anført af Malde Novak i rollen som capo – fejlede i hvert fald ikke noget.


Ankersminde Festival
- En årlig festival og sommerlejr for fagligt og politisk aktive unge i arbejderbevægelsens ungdom.
- Blik og Rør Ungdom er medarrangør af sammen med en række andre ungdomsorganisationer i arbejderbevægelsen.
- Ankersminde Festival afholdes på kursusejendommen Ankersminde i Vissenbjerg på Fyn.
- Begivenheden strækker sig over fem dage (fra onsdag til søndag).
- Med over 300 deltagere er Ankersminde Festival den største begivenhed i og for arbejderbevægelsens ungdom
Læs mere og hold øje med tilmeldingen til næste års Ankersminde Festival her.