Hvad er dine rettigheder, hvis din mester eksempelvis ændrer dine arbejdsvilkår grundlæggende? Det gør Blik- og Rørarbejderforbundets jurist Cihat Döner dig klogere på.
Hvis din arbejdsgiver beder dig om at gå ned i løn, ændrer dine arbejdstider eller flytter arbejdspladsens adresse, kan det være en væsentlig ændring i dine ansættelsesvilkår. Og det må arbejdsgiveren ikke bare gøre uden videre. Som udgangspunkt har du krav på varsel – og mulighed for at sige fra.
Arbejdsgiveren har ledelsesretten og kan ændre i dine ansættelsesvilkår. Men ikke alt kan ske fra den ene dag til den anden. Hvis der er tale om mindre ændringer, kan de træde i kraft med det samme. Det kan for eksempel være små justeringer i dine arbejdsopgaver eller ændringer i pauser.
Men er ændringerne væsentlige, skal du varsles med det opsigelsesvarsel, du har krav på. Det gælder, fordi det svarer til, at din gamle stilling ophører, og du bliver tilbudt en ny. Du har så mulighed for at acceptere eller afvise ændringen.
Ned i løn og tid
Det er en væsentlig ændring, hvis din arbejdsgiver vil sætte dig ned i tid og løn. Sådanne ændringer kræver varsel, og du skal være opmærksom på, at det kan få betydning for dine rettigheder – både økonomisk og i forhold til dagpenge og efterløn. Det samme gælder, hvis din løn eller pensionsindbetaling bliver sat ned.
Også ændringer i arbejdstiden kan være væsentlige. Hvis ændringen er mindre, fx at du skal møde kl. 8 i stedet for kl. 7.30, er det normalt ikke væsentligt. Men hvis ændringen betyder, at du f.eks. skal til at arbejde weekendarbejde, natarbejde eller skiftehold, kan det være en væsentlig ændring. Her skal du varsles.
Ny adresse
Hvis din arbejdsplads flytter adresse, og det giver dig større ulemper, kan det også være en væsentlig ændring. Det afhænger blandt andet af, hvor meget længere du skal transportere dig, om dine transportudgifter stiger, og om det påvirker din mulighed for at hente og bringe børn eller andre personlige forhold.
Ændringer i opgaver
Ændringer i dine opgaver kan også kræve varsel. Din arbejdsgiver kan godt ændre i dine arbejdsopgaver inden for din stilling, men hvis du bliver flyttet til en helt anden funktion eller frataget væsentligt ansvar, kan det være en væsentlig ændring. Det gælder fx, hvis du mister ledelsesansvar eller bliver sat til noget, der ligger helt uden for det, du hidtil har lavet.
Ved væsentlige ændringer har du ret til et varsel, der svarer til dit opsigelsesvarsel. Det gælder uanset om ændringen gælder løn, arbejdstid, arbejdssted eller indholdet af din stilling.
Hvis du ikke vil acceptere ændringen, skal du protestere skriftligt. Hvis du forholder dig passiv, kan det blive opfattet som accept. Sørg for at skrive en mail eller andet skriftligt, hvor du gør det klart, at du ikke accepterer ændringen. Du bør gøre det, inden ændringen træder i kraft. Ellers kan det være for sent.
Få det med i kontrakten
Accepterer du ændringen, skal du bede om at få den indskrevet i din kontrakt. Det kan være som en ny kontrakt eller et tillæg til den eksisterende. Det er vigtigt, så du senere har dokumentation for, hvad du er gået med til.
Har du spørgsmål eller brug for hjælp, bør du kontakte din kreds. Vi står klar til at hjælpe dig med at vurdere, om ændringen er lovlig – og hvad dine muligheder er.
Cihat Döner, der er Blik- og Rørarbejderforbundets jurist, svarer i hver udgave af nyhedsbrevet på spørgsmål, der vedrører Blik- og Rørarbejderforbundets medlemmer.