Selvom der snart er gået et år, siden to børn på 14 og 15 år arbejdede med nedrivning af asbestholdigt materiale, er der endnu ikke rejst tiltale. Det undrer forbundsformanden, der klart forventer krav om fængsel, hvis vi skal bevare tilliden til restsystemet.
Atiklen kort:
- I september blev en sag om to børn, der arbejdede med at fjerne asbest meldt til politiet.
- To blev sigtet i januar, men der er stadig ikke rejst tiltale.
- Forbundsformand Henrik W. Petersen siger: - Man vil miste tilliden til retssystemet herhjemme, hvis den her sag ikke udløser en hård straf.
Der er endnu ikke rejst tiltale mod de to mænd, der i januar blev sigtet i en sag, hvor børn arbejdede med nedrivning af asbestholdige eternitplader på en ejendom i Sønderborg Kommune.
Syd- og Sønderjyllands politi oplyser til Blik og Rørarbejderforbundet, at sagen stadig efterforskes.
Det var i september 2024, at nedrivning foregik. Henrik W. Petersen, der er forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet, har forventninger om, at der rejses tiltale:
- Man vil miste tilliden til retssystemet herhjemme, hvis den her sag ikke udløser en hård straf. Det er snart et år siden, at denne meget alvorlige sag, hvor børn på 14 og 15 år blev udnyttet til at rive asbest ned, blev politianmeldt. Så jeg havde faktisk regnet med, at der var rejst tiltale på nuværende tidspunkt. Jeg forventer, at når man har fanget to så tilsyneladende kyniske gerningsmænd, der sætter børns liv i fare for egen vindings skyld, så rejses der tiltale med krav om fængsel, siger han.
14 strakspåbud
Det er en 24-årig mand fra Kalundborg Kommune og en 25-årige fra Odsherred Kommune, der er sigtede. Sagen blev politianmeldt efter, at Arbejdstilsynet havde være på tilsynsbesøg på landejendommen, hvor arbejdet foregik. Det var den 18., 19., og 20. september, at Arbejdstilsynet besøgte byggepladsen.
Arbejdstilsynet gav 14 strakspåbud for at stoppe det farlige og ulovlige arbejde, hvorefter sagen blev anmeldt til politiet.
Ifølge Arbejdstilsynet arbejdede børnene uden værnemidler og uden opsyn, ligesom der var synlige rester af asbest på byggepladsen.
Ane Halsboe-Jørgensen (S), der er beskæftigelsesminister, så med stor alvor på sagen, da den kom frem:
- I den her sag overgår virkeligheden fantasien. Af det jeg kender til sagen, er det her fuldstændig grotesk på så mange parametre, at jeg dårligt ved, hvad der er værst, sagde hun i pressemeddelelse.
Senere udtrykte hun følgende til TV 2:
- At man så også sætter børn i 14-15 års-alderen til det, skriger på, at den her sag skal tages meget alvorligt.
De to personer er sigtede efter straffelovens paragraf 262 b, der omhandler menneskeudnyttelse, og kan give op til seks års fængsel.
Henrik W. Petersen følger sagens udvikling tæt:
- Det her er en oplagt mulighed til, at myndighederne kan sætte en stor fed streg under, at når man med forsæt udsætter andre for asbest, så skal det naturligvis straffes med fængsel.