Top menu

Den gamle dame har kostet blod, sved og knæskaller, men sammenholdet er stærkt

Dato: 15/07-2025
3814

Arbejdet fortsætter i vanlig stil på Børsen, selvom sjakket har været vidne til, at deres imponerende arbejde forsvandt op i røg.

En del af det ti mand store blikkenslagersjak. Fra venstre er det: Jeppe Kragh, Ole Thorn, Claus Michaelsen, Henrik Anderson og Marius Hansen (foto: Jonas Krøner).
En del af det ti mand store blikkenslagersjak. Fra venstre er det: Jeppe Kragh, Ole Thorn, Claus Michaelsen, Henrik Anderson og Marius Hansen (foto: Jonas Krøner).
Tekst
Maja Skov Vang

Artiklen kort:

  • De fleste i det ti mands store sjak var også med til at renovere Børsen, inden bygningen brændte. Mange så til fra første række, da flammerne tog "Den gamle dame"
  • For nogle er det vedmodigt, at alt arbejdet gik op i røg, for andre er det arbejde som sædvanligt. 
  • Men sammenholdet og den faglige stolthed er stærk i sjakket, der både tæller yngre og ældre. 

Det er ikke til at mærke på det ti mand store blikkenslagersjak, at deres arbejde for lidt over et år siden bogstaveligt talt gik op i røg.

Jargonen er god, arbejdet er fortsat i vanlig stil, og stoltheden er heller ikke til at tage fejl af. Et par stykker fra sjakket viser forbundsformand Henrik W. Petersen
og fagbladet rundt på Børsen, eller det, der er tilbage af ”Den gamle dame”, som de kalder ”hende”.

Alligevel kan man godt mærke en lille snert af vemod, når man går sjakket på klingen:

- Det er bedrøveligt. Vi har brugt sindssygt mange timer på ”Den gamle dame”. Det er lidt demotiverende. Jeg tror sgu, jeg gik lidt psykisk ned, lige efter branden, siger Ole Thorn, som fagbladet også talte med i forbindelse med en reportage fra Børsen inden branden. Han er en af dem, der var med som en af de første på renoveringen og nåede derfor at bruge tæt på to år på taget, inden den over 400 år gamle bygning gik op i flammer.

Det samme gjorde hans makker og gode kollega Henrik Anderson.

- Det er klart, man bliver tættere med nogen af kollegaerne, når man har været det igennem, vi har. Vi har talt meget om branden. Og vi må jo høre på mange af de samme jokes fra folk, som ”er I stoppet med at ryge på taget?” og den slags. Selvom vi selvfølgelig aldrig har gjort det. Og vi får også stor opmærksomhed fra folk, når vi fortæller, hvor vi arbejder.

Kreative løsninger 

Sikkerheden er også blevet skærpet. Der bliver eksempelvis lagt gips på gulvet under kvistene, når blikkenslagerne skal gløde, og håndværkernes brandkurser er blevet opdateret. Men selvom nogle opgaver er blevet mere omstændige, så er der også fordele ved at være på samme projekt for anden gang:

- Vi har fundet på flere kreative løsninger, fortæller Henrik Anderson, der blandt andet viser et stativ, som de bruger til at rulle kobberbanerne op ad taget. Tidligere skulle hele stativet vendes over tagryggen. Nu har Henrik fikset det sådan, at motoren blot kan svinge fra tagside til tagside, mens stativet står
samme sted. Derudover har han selv skåret en skabelon, han bruger, når kobberet på kvistene skal laves.

- Vi fik jo pludselig tid til at være kreative, da vi fik en ufrivillig pause på renoveringen. Jeg fået meget ros fra kollegaerne, selv af prinsesserne, siger han og henviser til de kollegaer, der laver de små nørklede kobberdetaljer eller ”sukkertøjet”, som Henrik Anderson kalder det.
 

Rent kunst

Selvom det er anden gang, at fagbladets udsendte befinder sig på toppen af Børsen, så er synet af det nylagte, skinnende kobbertag (stadig) så imponerende,
at hårene rejser sig. Formandens reaktion siger også en del:

- Det er sgu imponerende at se. Det er ren kunst. Det varmer et gammelt blikkenslagerhjerte at se det håndværk. Og det er ikke kun synet af selve taget
og det ulastelige håndværk, der er bemærkelsesværdig. Det er det også at se, hvordan blikkenslagerne arbejder. På små trin står de med kroppen hvilende
mod taget. Møjsommeligt falser de det ene stykker firkantede kobber sammen efter det andet.

Hvert slag giver rystelser i hele overkroppen. Der er ikke noget at sige til, at et par af de ældre drenge fra sjakket døjer med smerter. Ole Thorn på 56 år har ødelagt sine knæ på renovering. Og Henrik Anderson på 59 år har smerter i hænderne, skuldre og nakke.

- Jeg tager noget smertestillende, der hedder Gabapentin morgen og aften. Og så laver jeg nogle øvelser. Det er dog ikke alle fra seniorholdet, der
mærker til de mange års fysisk arbejde. Formanden Claus Michaelsen nærmer sig de 69 år og har været uddannet siden 1973. Han kører stadig på fuld
kraft uden pensionsplaner i sigte.

- Det eneste, jeg mærker, er lidt smerter i mine knæ. Måske er jeg heldig, eller også er det bare ikke gået op for mig, at jeg er nedslidt endnu, griner han.

De andre i sjakket mener naturligvis, at det handler om, at han ikke har knoklet lige så hårdt som dem.

Forbundsformanden fik en snak med sjakket i værkstedet, inden der blev vist rundt på Børsens tag.

Spil ikke supermand

Med i sjakket er også et par unge gutter, der trækker gennemsnitsalderen ned: Marius Hansen på 22 år, der er lærling og Jeppe Kragh på 27 år, der er svend.

Synes I, de gamle klynker?

-Ja, de klynker, griner Jeppe, inden han bliver mere alvorlig.

- Men de er gode til at minde os om, at vi skal lade være med at spille supermand, man kan jo ende som de gamle idioter.

Derefter falder snakken på, hvad den ældre generation har været udsat for modsat den yngre. De yngre må forstå, at der var en gang, hvor sikkerhedssko,
knæpudder og høreværn stort set ikke eksisterede og boremaskinen ikke havde en kobling.

- Når den satte i gang, så røg du sgu med rundt, griner de.

I dag er ”arbejdsmiljø”-tiden en anden, og sikkerhedsskoene er ikke længere tunge og usmidige. De unge bruger værnemidler uden at skænke det en tanke, og kroppen protesterer ikke.

Der er blevet fundet gamle genstande som disse øl og aviser fra 2. verdenskrig under renovering. Sjakket planlægger selv at lægge en ”flaskepost” til fremtidens håndværkere.

- Jeg mærker ikke noget til nedslidning. Og det skulle jeg helst heller ikke endnu, siger Jeppe og henviser til sine 27
somre.

Faktisk tænker han ikke engang på det.

- Jeg har jo kun været i gang i 10 år. I den modne del af sjakket er der mere fokus på, hvor længe de kan holde på arbejdsmarkedet. Der er jo en logik i, at samfundet ikke har råd til at sende en masse på pension, fordi der så vil mangle folk på arbejdsmarkedet. Men det, var der nogen, der skulle have tænkt over
noget før. Jeg synes, Henrik (forbundsformanden, red.) har fat i noget, når han siger, at man burde fastfryse Arne-pension ved 64 år, så dem med de hårdeste job, har mulighed for at trække sig tilbage i den alder. Henrik Anderson henviser til, at det er meningen, at retten til tidlig pension (Arne-pensionen) stiger i takt med, at pensionsalderen stiger. Og det er netop det, som forbundsformanden ikke ønsker, den skal.

Er det noget, du overvejer nu?

- Nej ikke endnu, nu har jeg jo fået en ny ung makker, siger han og peger over på Jeppe.

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.