Top menu

Forbundsformand: - Det er en milepæl, at retten til at ansætte udenlandsk arbejdskraft fra 3. verdenslande kobles op på den danske model.

Dato: 30/06-2025
3809

I en ny aftale, regeringen netop har lanceret, kræves det af virksomhederne, at de har indgået overenskomst, hvis de skal hente udenlandsk arbejdskraft fra en række 3. verdenslande. Og det møder stor opbakning fra Blik- og Rørarbejderforbundets formand.

I dokumentaren Underdanmark, der sidste år blev vist på DR, blev der sat fokus på, hvordan udenlandske medarbejdere bliver udnyttet. På billedet ses journalist Isabel Morales sammen med migrantarbejderen Rodrigo Perea.
Tekst
Jonathan Roed Kirkedal

Artiklen kort:

  • Regeringen har i dag præsenteret en aftale om en ordning for at hente udenlandsk arbejdskraft fra en række 3. verdenslande. I aftalen stilles der krav om, at virksomhederne skal have indgået en overenskomst for at blive certificeret til det.
  • - Det er en milepæl, at retten til at ansætte udenlandsk arbejdskraft fra 3. verdenslande kobles op på den danske model. Det er den rigtige måde at sikre både de udenlandske lønmodtagere ordentlige vilkår og danske lønmodtagere mod lønpres, lyder reaktionen fra forbundsformand Henrik W. Petersen.
  • Med ordningen følger også bedre mulighed for kontrol, større bøder på arbejdsmiljøområdet og en slags ID-kort.

Krav om overenskomst, større bøder på arbejdsmiljøområdet og en slags ID-kort. Det er nogle af elementerne i en ny aftale, regeringen i dag har præsenteret. Det får ros med på vejen fra forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet Henrik W. Petersen, at den nye aftale kun gælder for virksomheder, der har indgået overenskomst:

- Det er en milepæl, at retten til at ansætte udenlandsk arbejdskraft fra 3. verdenslande kobles op på den danske model. Det er den rigtige måde at sikre både de udenlandske lønmodtagere ordentlige vilkår og danske lønmodtagere mod lønpres. Modellen sikrer, at dem, der er på ordningen, arbejder på danske løn og arbejdsvilkår.  Det er også lidt af en landvinding, at arbejdsgiverne nu endelig forstår vigtigheden af, at import af arbejdskraft skal ske på ordnede vilkår, som vi sammen har tiltrådt. 

Aftalen gør det muligt for certificerede virksomheder at hente udenlandsk arbejdskraft til Danmark fra udvalgte lande. Et af kravene for at blive certificeret som virksomhed er, at man har indgået og ansætter på en overenskomst. Og det er ligefrem en ordning, Henrik W. Petersen, vil arbejde på, bliver bredt ud:

- I virkeligheden burde man have gået denne her vej for længe siden. Og det er klart, at vi vil arbejde for, at det i fremtiden bliver den model, der benyttes. Den danske model virker jo både for lønmodtagere og arbejdsgivere og har gjort det i mere end 125 år. Så selvfølgelig skal vores udenlandske kollegaer også nyde gavn af dem. Vi har set alt for mange sager, hvor udenlandske kollegaer groft udnyttes på arbejdspladsen. De får ofte ringere løn og udsættes for et dårligt arbejdsmiljø. Derfor er næste skridt også, at vi skal sanere i de andre ordninger.

Konkret aftale om kontrol

Regeringen lancerede den nye aftale på et pressemøde mandag d. 30. juni. Forud for aftalen er der foregået forhandlinger mellem DA og FH om, hvordan aftalen konkret skal kontrolleres og håndhæves ude i virksomhederne. For eksempel skal tillidsrepræsentanten orienteres om ansættelser og den aftalte løn, og hvis der i virksomhederne ikke er valgt en tillidsrepræsentant, så skal det pågældende forbund orienteres og have adgang til at mødes med medarbejderne.

- På de arbejdspladser, hvor der er overenskomst, men ingen tillidsrepræsentant er det helt afgørende, at vi i fagforeningen hurtigt kan sikre, at overenskomsten følges. Men det ser jeg som en del af det faglige arbejde, vi laver hver dag for at sikre overholdelsen af de aftaler, vi har indgået med arbejdsgiverne.

En slags ID-kort

I aftalen bliver der indført en slags ID-kort for medarbejdere på bygge- og anlægsprojekter på 100 mio. kr., så det bliver nemmere at holde styr på, hvilke medarbejdere, der befinder sig på byggepladserne og hvornår. Forbundsformanden havde dog gerne set en udvidet model:

- Regeringens udspil rummer yderligere gode elementer, såsom forhøjede bøder på arbejdsmiljøområdet og stramning af reglerne om udbud. Der introduceres også en slags ID-kort. Vi hilser initiativerne velkommen. Flere flugter med forslag vi har været fremme med. Der er brug for en meget stærkere indsats mod social dumping, dårligt arbejdsmiljø og fusk med skat og moms altså arbejdslivskriminalitet. Men vi havde gerne set, at ID-kortet var nationalt, og vi vil kæmpe for at forbedre regeringens udspil på det punkt.

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.