I takt med at folkepensionsalderen stiger, så skal alderen for retten til tidlig pension fastfryses. Det var budskabet, da Alliancen for en Værdig Tilbagetrækning på folkemødet inviterede til debat med både statsministeren og finansministeren.
’Fastfrys alderen for retten til tidlig pension’ stod der på det ene af de to skilte, der blev overrakt til statsminister Mette Frederiksen (S) på årets Folkemødet. Fredag havde Alliancen for en Værdig Tilbagetrækning nemlig inviteret til morgenmøde, hvor finansminister Nicolai Wammen (S) indgik i panelet, og hvor Mette Frederiksen rundede arrangementet af.
Alliancen for en Værdig Tilbagetrækning består af de fem fagforeninger: Dansk El-Forbund, Fødevareforbundet NNF, Malerforbundet, Serviceforbundet og Blik- og Rørarbejderforbundet, og i panelet indgik foruden finansministeren enten formænd eller næstformænd fra forbundene.
Lydhør finansminister
Når de sætter fokus på alderen for retten til tidlig pension netop nu, så er det, fordi Folketinget for få uger siden vedtog, at pensionsalderen stiger til 70 år fra 2040.
- I Alliancen mener vi, at man skal fastfryse alderen for retten til tidlig pension. Så det også i fremtiden er muligt at trække sig fra arbejdsmarkedet som 64-årig, selvom den generelle pensionsalder stiger, forklarer Henrik W. Petersen, forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet.
Det var en lydhør finansminister, der indgik i panelet:
- Det er en dybt relevant problemstilling, når vi taler om folk med et hårdt fysisk arbejde, som slider. Derfor har vi fælles ansvar, arbejdsgiverne, jer og os på Christiansborg, inden han også rettede fokus mod, at parterne også har en fælles opgave med at sikre, at folk har et godt arbejdsmiljø i deres jobs.
En værdig tilbagetrækning
Det var en oplagt statsminister, der ankom til slutningen af mødet. Hun kunne fortælle, hvordan hun netop havde slået andre fagforeningsformænd i petanque – og opfordrede paneldeltagerne til at spørge deres kollegaer, hvem der for resten havde vundet.
Og selvom hverken hende eller finansministeren ville love, hvad der er Socialdemokratiets standpunkt til næste valg, så tilsluttede hun sig alliancens agenda:
- Tak, fordi I holder liv i en vigtig debat. En ting er, at man kan trække sig tilbage, men det skal også være værdigt, lød det fra hende.