Det er ikke kun den enkelte, der lider ved dårligt arbejdsmiljø. Ny rapport sætter pris på konsekvenserne de økonomiske konsekvenser for samfundet

En ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) viser, at arbejdsrelaterede ulykker og sygdomme koster det danske samfund omkring 50 milliarder kroner hvert år.
- Rapporten er en påmindelse om, at arbejdsmiljø ikke kun handler om trivsel i hverdagen og at undgå ulykker for den enkelte – men også om milliarder i det samlede regnskab. Det er vigtigt at huske på, når der tales om, at vi ikke har råd til fair pension eller mere velfærd. Hvis vi - og især arbejdsgiverne- prioriterede arbejdsmiljøet langt højere, vil mange flere kunne holde til pensionsalderen, og vi ville spare milliarder, vi kunne bruge på fællesskabet.
- Alt det ved vi. Alt det har vi talt om før. Alligevel sker der meget lidt. I Blik og Rør synes vi, det er på tide, at politikerne tager danskernes arbejdsmiljø alvorligt, siger næstformand i Blik- og Rørarbejderforbundet med ansvaret for arbejdsmiljø, Stig Søllested.
Tallet dækker både direkte udgifter til sundhedsvæsenet og sociale ydelser – og indirekte omkostninger som nedsat arbejdsevne, tabt produktivitet og reduceret livskvalitet. Der er medregnet både anmeldte arbejdsulykker, erhvervssygdomme og estimerede tilfælde af eksempelvis arbejdsrelateret kræft.
– Resultaterne giver et klart billede af, hvor stort et potentiale der er i at investere i et bedre arbejdsmiljø, udtaler NFA.