Blik- og Rørarbejderforbundet var også i år stærkt repræsenteret med en stand på VVS-messen. Og der var både plads til gode snakke, sjove gimmicks - og så blev der meldt flere nye medlemmer ind i forbundet.

Artiklen kort:
- Blik- og Rørarbejderforbundets stand var populær, da der var VVS-messe.
- 35-40 meldte sig ind i forbundet.
- Bjarke Krebs Arnbo, der er faglig organisator og VVS'er, viser til sidst i artiklen de mest spændende produkter frem.
- Hvad så drenge, skal I lige se, hvem der har det hårdeste håndtryk? lyder det fra Henrik Roos. Han er ansvarlig for Blik- og Rørarbejderforbundets stand på VVS-messen i år, og er til dagligt leder af organiseringssekretariatet.
Den første af tre gutter giver det håndholdte dynamometer et ordentligt tryk, og så melder nummer to sig også på banen til at give sit forsøg. Den sidste, der ellers er den mest tilbageholdne af de tre, har de andre store forventninger til.
- Nårh han kan noget, ham der? lyder det fra Henrik, og sidstemanden viser musklerne, der gemmer sig inde bag den tætsiddende hættetrøje. Og det er da også ham, der trykker hårdest af de tre.
Det håndholdte dynamometer er bare et af trækplastrene på Blik- og Rørarbejderforbundets og PensionDanmarks fælles stand i Odense Congress Center. Der er også et lykkehjul, hvor gæsterne kan vinde et besøg af de faglige organisatorer og en bøtte slik. Derudover er der drikkevarer og ikke mindst folk fra forbundet, kredsene og fra PensionDamark, der er mere end klar på en snak.
35-40 nye medlemmer
De fleste besøgende på den tre dages lange messe fra den 21-23. maj er VVS’ere, blikkenslagere og skorstensfejere.
Om torsdagen blev der slået publikumsrekord, da hele 4.317 besøgte messen i Odense. De mange besøgende betød også en del nye medlemmer. Det fortæller en tilfreds Henrik Roos.
- Der var en rigtig god stemning på messen, og vi havde nogle rigtig gode snakke med folk. Man kan mærke, at de synes, det er fedt at være her og se produkterne, selvom de arbejder med det til dagligt. Og så fik vi cirka 35-40 nye medlemmer. Nogle kommer direkte over og siger, at de gerne vil meldes ind. Andre skal man lige spørge, om de vil meldes ind. Så det var helt klart en succes i år.
Foruden flere nye medlemmer har forbundet også fået aftaler om at besøge flere byggepladser og værksteder.

Tre spændende produkter fra messen
Bjarke Krebs Arnbo, der er faglig organisator i Blik- og Rørarbejderforbundet og uddannet VVS’er, stod alle tre dage ved forbundets stand på messen. Han havde dog tid til at forlade den kortvarigt for at udpege tre ting på årets messe, han var særligt fascineret af:
1) En kæmpe ventilator.
Man kunne godt tro, den store ventilator var lavet særligt til udstillinger, men det er rent faktisk et produkt, der bliver solgt til f.eks. store serverparker i USA.
- Det er jo et enormt godt blikfang med sådan en stor ventilator, og så synes jeg, det er fedt, at det er et produkt, de rent faktisk også sælger. Jeg er meget optaget af, om det også er energieffektiv. Det siger de, at den er.
Ventilatoren bliver blandt andet brugt til at fordele kølig luft i store serverparker.

2) Et termisk kamera.
- Det smarte ved et termisk kamera er, at man blandt andet kan finde gulvvarmerør med det. Det betyder, at hvis man for eksempel skal sætte et nyt toilet op, så risikerer man ikke at bore ned i et gulvvarmerør, så det er et kæmpe hjælpemiddel.

3) Et douchetoilet.
Et douchetoilet skyller og tørrer dig efter brug i stedet, så du slipper for toiletpapir.
- Jeg tror, det er fremtiden. Det er mere hygiejnisk, og så giver det en anderledes og bedre følelse. Det gør det simpelthen til at oplevelse at gå på toilettet, vurderer Bjarke. ,+
,