Per Viggo Frederiksen, der var formand for Blik- og Rørarbejderforbundet fra 1995 - 2002 er i lørdags afgået ved døden.

Tidligere forbundsformand for Blik- og Rørarbejderforbundet Per Viggo Frederiksen, der også var næstformand, afdelingsformand og hovedkasserer, er i lørdags afgået ved døden. Det meddeler hans datter.
Det er en trist forbundsformand Henrik W. Petersen, der i dag fik beskeden,
- Han var hovedkasserer, da jeg kom i lære, så jeg har kendt ham hele mit arbejdsliv. Jeg ved, at til det sidste, bankede hans hjerte for Blik-og Rørarbejderforbundet. Tak tillidsmand. Ære være dit minde, siger forbundsformanden.
Per Viggo Frederiksen var 48 år, da han blev valgt som forbundsformand den 16. september 1995. Han blev valgt til en ekstraordinær kongres, da den foregående formand døde af kræft. Per Viggo Frederiksen var formand indtil 2002. Før det var han næstformand.
I større interview i fagbladet fra 2002 forklarede Per Viggo Frederiksen om sine milepæle:
- Her vil jeg pege på arbejdsmarkedspolitikken, som vi fik gennemført i begyndelsen af 1990’erne. Og sådan som samfundet har udviklet sig, står det mere og mere klart, at behovet for pension er der, og også vil blive forstærket i fremtiden.
Det vides endnu ikke, hvornår den tidligere formand bliver begravet eller bisat. Per Viggo Frederiksen blev 77 år.