
- Årsmødet er den øverste myndighed i Blik og Rør Ungdom
- Nicolai Krølbøll blev genvalgt som formand
- Thobias Elleholt blev genvalgt til posten som næstformand
- Andreas Krogsbøll blev valgt som ny kasserer
- På årsmødet blev der vedtaget en handlingsplan og to politiske udtalelser
I weekenden den 9.-11. maj samledes lærlinge og unge faglærte til årsmøde i Blik og Rør Ungdom. Her satte medlemmerne – de delegerede fra de fire kredse – retningen for det faglige og politiske ungdomsarbejde i det næste års tid.
Traditionen tro blev årsmødet afholdt i Svendborg, men denne gang var lokationen en anden – nemlig AOF Center Sydfyn, der ligger et par hundrede meter fra Støberiet (Danhostel), hvor årsmødet har fundet de sidste mange år.
Den første aften (fredag) bød på delegationsmøder i kredsene, hvor der blev valgt tre landsudvalgsmedlemmer fra hver kreds. Senere på aftenen var der indendørsfodbold i Midtbyhallen, hvor det ene af de to hold fra Kreds Nord-Midtjylland trak sig sejrrigt ud af fodboldturneringen.
"Man er aldrig bedre end sin sidste kamp"
På trods af en fodboldturnering, der først sluttede lidt over midnat, sad medlemmerne disciplineret klar i salen lørdag kl. 10:00. Her kunne formand Nicolai Krølbøll byde velkommen og indstille forbundets organisationskonsulent, Andreas Petersson, som dirigent til at styre slagets gang, hvorefter tidligere ungdomsformand Kasper Jørgensen blev valgt som referent.
De øvrige formalia-punkter gik smertefrit, og derfor kunne formanden indtage talerstolen for at aflægge beretning på vegne af landsudvalget i Blik og Rør Ungdom.
- Jer, der var med på årsmødet sidste år, kan måske huske, at jeg i min beretning talte ind i en fodboldanalogi. Jeg sagde, at Blik og Rør Ungdom er i Superligaen, men at vi ikke bare skulle nøjes med at bevare vores position. Vi skulle udbygge den – lægge på og tage de næste skridt, sagde Nicolai Krølbøll i indledningen af sin beretning og fortsatte:
- Vores organisation står et stærkt sted. Folk ved, hvem vi er – og hvis ikke... så sørger vi for, at de ved det. Jeg synes, vi er en fast del af mesterskab-slutspillet. Men man er aldrig bedre end sin sidste kamp. Det betyder, at selvom vi var gode i sidste kamp, så har vi ikke automatisk vundet den næste. Den læresætning er en rettesnor for vores tilgang til ungdomsarbejdet.
Dernæst berettede Krølbøll om de mange kampe, resultater, sejre og aktiviteter i det forgangne års tid. En af de faglige og politiske kampe, der fik et par bemærkninger med i formandens beretning, var kampen mod asbest.
- Fremtidens lærlinge skal ikke dø af asbest – for fremtidens kolleger fortjener bedre. Lad mig sige det ligeud: Vi finder os ikke i at blive udsat for det lort, lød ordene fra en indigneret ungdomsformand.
Læs også: Q&A: Tre skarpe til ungdomsformanden
På trods af et lavere deltagerantal end årsmødet sidste år, kunne det ingenlunde mærkes på engagement i salen. Rekordmange delegerede udfyldte en "Jeg ønsker ordet"-seddel og indtegnede sig under debatten af beretningen.
Der var især stor ros til Blik og Rør Ungdoms kursusweekender, hvor medlemmerne bl.a. har kunnet deltage på kurser i lønforhandling og forhandlingsteknik, talertræning og debattørkursus samt politiske kurser om f.eks. retfærdig pension og uddannelsespolitik.
Pludselig blev der talt om Liverpool
Traditionen tro gæstede forbundsformand Henrik W. Petersen også ungdommens årsmøde for at give en hilsen. Noget kunne tyde på, at forbundsformanden havde ladet sig inspirere af ungdomsformandens beretning. I hvert fald havde Henrik W. Petersen også en fodboldreference med i sin gæstetale.
- På Blik- og Rørarbejderforbundets kongres tilbage i 2018 blev jeg valgt som forbundsformand. Jeg sagde allerede dengang, at vi skulle have et aktivt ungdomsarbejde i vores forbund. Men som et gammelt ordsprog siger, så blev Rom ikke bygget på én dag. Og tro mig... Jeg ved om nogen, at ting kan tage tid og kræve tålmodighed. For som nogle af jer ved, holder jeg med de røde fra Merseyside, nemlig Liverpool FC. Og der skulle altså gå 30 år fra 1990, før The Reds vandt det engelske mesterskab igen i 2020, sagde forbundsformanden og tilføjede med stor tilfredshed:
Heldigvis gik der så ikke lige så lang tid, før der igen kom endnu en Premier League-titel i hus.
Liverpool-referencen medførte både grin og smil i salen, men der var også optræk til lidt buh-råb fra nogle (sandsynligvis) Manchester United-fans.
OK25: Historisk høj stemmeprocent for lærlinge
I sin hilsen til årsmødet kom forbundsformand Henrik W. Petersen også ind på Blik og Rør Ungdoms engagement og indsats i forbindelse med overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked (OK25).
På årsmødet i 2024 blev der vedtaget en handlingsplan med en meget ambitiøs målsætning: 70 procent af lærlingemedlemmerne skulle stemme om deres nye overenskomstaftale.
- Hvis jeg skal være helt ærlig, så havde vi – inde i forbundet – vores tvivl om, hvorvidt I kunne nå jeres mål om en stemmeprocent på 70 procent. Men I tog skeen i den anden hånd og modbeviste os alle. Måske endda også jer selv. I nåede ikke bare jeres mål. I overgik det også og skrev historie. Med en historisk høj stemmeprocent for lærlinge på 76,5 procent. Det kan I sgu godt tillade jer at være stolte af, sagde forbundsformand Henrik W. Petersen.
Han takkede samtidig for opbakningen til de nye overenskomstaftaler, hvor hele 93,9 procent af lærlingemedlemmerne stemte JA til enten VVS-overenskomsten eller Skorstensfejeroverenskomsten.

Det nye landsudvalg i Blik og Rør Ungdom
Kreds Nord-Midtjylland
Glenn Nikolajsen, Signe Demant og Rasmus Holm
Kreds Sydjylland-Fyn
Nicolai Krølbøll (formand), Lucas Yndgaard og Christian Brandborg
Kreds Sjælland-Bornholm
Andreas Krogsbøll (kasserer), Malde Novak og Christian Buhl Hansen
Kreds København
Thobias Elleholt (næstformand), Lasse Vejen og Sebastian Morgner