Trods politiske ambitioner er det endnu ikke lykkedes at få flere grundskolelever til at søge ind på erhvervsuddannelserne. Det bekymrer forbundsformanden.

20 procent af grundskoleeleverne har valgt at starte på en erhvervsuddannelse. Det viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet. Og det ærgrer Henrik W. Petersen, der er forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet, at antallet ikke er højere:
- Det er ikke imponerende især ikke i betragtning af, at regeringen har haft et mål om, at 30 procent i 2025 skulle vælge en erhvervsuddannelse. Men det er desværre heller ikke særligt overraskende. For der er ikke gjort meget for at gøre erhvervsuddannelserne lige så attraktive for de unge mennesker som de almindelige gymnasieuddannelser er.
- Det bekymrer mig, og det burde bekymre hele samfundet, når det kun er hver femte unge menneske, der kan se en fremtid i at blive faglært. For med så få faglærte, når vi aldrig i mål med den grønne omstilling.
Den direkte vej skal være nem
På trods af de politiske ambitionerne har ansøgertallet været stort set uændret de seneste ti år.
Det skulle gerne ændre sig i fremtiden. Det blev i 2023 besluttet at løfte erhvervsuddannelsesområdet med 300 millioner årligt frem mod 2030. Derudover har regeringen, Dansk Folkeparti og SF i år indgået en aftale om at oprette en ny professionsrettet erhvervsuddannelse epx i 2030.
- Det har vi rost dem for. For det er en vigtig aftale, og det er i den grad på tide at reformere området. Men som jeg også tidligere sagt, at jeg meget optaget af, at der stadig er en nem og smidig vej direkte til erhvervsuddannelserne for de unge, der er afklarede. For vi ved, at det er den gruppe, der har størst chance for at fuldføre uddannelsen.
Formanden henviser til, at regeringen har lagt op til, at unge, der vil starte direkte på en erhvervsuddannelse, skal opfylde nogle krav. Kravene lyder blandt andet på, at de skal have uddannelsesaftale med en virksomhed, de skal have været på juniormesterlærerordning i folkeskolen. De skal have bestået folkeskolens afgangseksamen med mindst 2 i dansk og matematik. Unge, der ikke opfylder kravene, skal til en optagelsesprøve.