Et flertal i hovedbestyrelsen i Blik- og Rørarbejderforbundet anbefaler medlemmerne at stemme JA til den aftale, der blev indgået natten til den 6. marts for landets VVS’ere og blikkenslagere.
Et flertal i hovedbestyrelsen i Blik- og Rørarbejderforbundet valgte den 6. marts at anbefale medlemmerne at stemme JA til VVS-overenskomsten. Hovedbestyrelsen hæfter sig særligt ved, at det er en økonomisk god aftale, der samtidig gør det lettere at få arbejds- og familielivet til at gå op, lyder det fra forbundsformand Henrik W. Petersen:
- Der er flere gode ting i aftalen, der gør det lettere på den front. Det bliver blandt andet muligt at bruge fritvalgsordningen til for eksempel barnets 3. sygedag eller børnebørns-omsorgsdage, og samtidig stiger fritvalgskontoen med to procentpoint, så der også er en større pulje at gøre godt med. Det bliver desuden muligt at overføre mere ferie. Det er tiltag, der giver medlemmerne en større fleksibilitet i hverdagen. Og det er netop et af de temaer, der er gået igen i mange af de ønsker, medlemmerne er kommet med til forhandlingerne, fortæller han.
Stigning på satser og tillæg
Men det er ikke bare en aftale, der giver øget fleksibilitet. Der er også helt konkret stigninger i kr. og øre, og det er også en del af begrundelsen for hovedbestyrelsens anbefaling, peger han på:
- Over en bred kam er der stigninger på alt fra minimallønnen, smudstillæg, overarbejde og på prislisterne. Der er dog også flere af de andre elementer i aftalen, som har gjort, at hovedbestyrelsen er landet på at anbefale et JA
- Det er en landvinding, at arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlem af en
rigtig fagforening altså Blik- og Rørarbejderforbundet, nu kommer til at få et årligt vederlag på 9.000 kr. Vi er også glade for, at pensionen stiger, og at lærlinge får to ugers fædreorlov (anden forælder) med løn. Bare for at nævne nogle af tingene.
Nu er det op til medlemmerne af Blik- og Rørarbejderforbundet at stemme.