Top menu

De unge siger JA

Dato: 25/03-2025
3718

Nicolai Krølbøll, der er formand i Blik og Rør Ungdom, sad med i det brede forhandlingsudvalg. Det var første gang, at Blik og Rør Ungdom havde en repræsenteret med ved forhandlingerne. Han fortæller om sin oplevelse, og hvorfor landsudvalget i Blik og Rør Ungdom anbefaler et JA til OK25

Nicolai Krølbøll er formand i Blik og Rør Ungdom
Nicolai Krølbøll er formand i Blik og Rør Ungdom
Tekst
Jonathan Roed Kirkedal

Hvordan var det at være en del af overenskomstforhandlingerne for første gang?

– Det har været en spændende, men også meget lærerig proces. Selvom man føler, at man har gjort sit hjemmearbejde ved at forberede sig og sætte sig godt ind i stoffet, så tror jeg ikke, der er noget, der kan forberede én på den intensitet, man mærker under en overenskomstforhandling. Jeg har hørt forbundsformanden beskrive overenskomstforhandlingerne som en holdsport. Det, synes jeg faktisk, rammer det meget godt ind. Hele holdet til forhandlingerne var bare klar fra første fløjt og gav den alt, hvad den kunne trække, for at opnå den bedst mulige aftale til gavn for medlemmerne.

For mit eget vedkommende synes jeg selvfølgelig, det er fedt, at ungdommen bliver inddraget og "sidder med ved bordet". Det vidner om, at man tager ungdommen seriøst. Men jeg vil også være ærlig at sige, at jeg faktisk – sagt i al beskedenhed – synes, det er noget, vi har gjort os fortjent til. Og jeg mener, det er helt naturligt, at Blik og Rør Ungdom har en plads i det brede forhandlingsudvalg – både nu og fremover. For overenskomsten vedrører jo også løn- og arbejdsvilkår for lærlinge.

Hvad var vigtigt for dig at få af resultater til lærlingene?

– Først og fremmest har det været vigtigt for mig, at der landede en aftale med mærkbare forbedringer til lærlinge. Det, synes jeg, er lykkedes. Noget af det, jeg holdt særligt øje med, er lærlinges opsparingskonto. Som lærling under VVS-overenskomsten har man nemlig ikke nogen fritvalgsordning. Derfor har det været vigtigt for mig, at når svendenes fritvalgskonto stiger med to procent, så skal lærlinges særlige opsparingskonto naturligvis stige tilsvarende. Det er heldigvis også en del af aftalen. Den stigning er vigtig, for det er jo faktisk en slags ekstra lønstigning på to procent udover lærlingelønnen, der i forvejen stiger med 11 procent, og for voksenlærlinge stiger SH- og frivalgsopsparingen også ligesom for svendene.

Hvorfor anbefaler landsudvalget i Blik og Rør Ungdom at stemme JA til forliget?

– Jeg og et enstemmigt landsudvalg i Blik og Rør Ungdom anbefaler lærlingemedlemmerne at stemme JA til den nye overenskomstaftale, fordi der grundlæggende er forbedringer til lærlinge. Betyder det, at der ikke er andre ting, vi ville ønske, der var med? Nej, selvfølgelig ikke. Men når vi kigger på den samlede pakke, vejer plusser og minusser op mod hinanden, så er det vores vurdering, at aftalen er god. På den baggrund anbefaler vi i Blik og Rør Ungdom vores medlemmer at stemme JA til forliget om VVS-overenskomsten.

 

Det er heldigvis nemt og hurtigt at stemme. Du kan stemme med dit MitID lige HER.

Læs også: Ungdommen anbefaler et JA til OK25

Hovedpunkter vedr. lærlinge i VVS-overenskomsten

Lærlingelønnen (timeløn for lærlinge)
Stiger med 4 % pr. 1. maj 2025, 3,5 % pr. 1. marts 2026 og 3,5 % pr. 1. marts 2027

For voksenlærlinge stiger timelønnen med 3,75 kr. pr. 1. maj 2025, 3,50 kr. pr. 1. marts 2026 og 3,50 kr. pr. 1. marts 2027

Lærlinges opsparingskonto
Stiger med 2 procentpoint i perioden (1 procentpoint pr. 1. marts 2021 og 1 procentpoint pr. 1. marts 2027)

Voksenlærlinges SH- og fritvalgsopsparing
Stiger med 2 procentpoint i perioden (1 procentpoint pr. 1. marts 2026 og 1 procentpoint pr. 1. marts 2027)

Overtidsbetaling pr. time
Stiger med 3 % pr. 1. maj 2025, 3 % pr. 1. marts 2026 og 3 % pr. 1. marts 2027

Smudstillæg pr. time
Stiger med 3,5 % pr. 1. maj 2025, 3,5 % pr. 1. marts 2026 og 3,5 % pr. 1. marts 2027

Arbejdsgiverbetalt pension
Stiger med 1 procentpoint pr. 1. maj 2025

Barsel
To ugers ekstra betaling med fuld løn under forældreorlov/barsel. Det gælder de uger, der er til fri fordeling mellem forældrene, hvor der nu er løn under barslen i syv uger fremfor fem uger. Derudover får fædre nu ret til to ugers betalt fravær efter barnets fødsel.

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.