Top menu

Der er god grund til at stemme: Overenskomsterne er nøglen til et godt arbejdsliv

Formanden har ordet
Dato: 19/03-2025
3710
Foto: Jonas Krøner
Foto: Jonas Krøner

Om lidt skal vi stemme om vores overenskomster. For os I Danmark er det ikke noget, vi tænker meget over – det er en del af det at være medlem af en fagforening. Men i det meste af verden er det noget, lønmodtagere ikke har. Hverken fagforeninger eller overenskomster. Og det kan ses på de forhold, de arbejder under.

Hos os er det overenskomsterne, der sikrer en god løn, man kan leve af. Men det sikrer også et godt arbejdsliv i bred forstand. Det sikrer balance mellem familie- og arbejdsliv.

I vores overenskomster er det især fritvalgskontoen, der er omdrejningspunktet. Jeg kalder den arbejdslivsbalancen.  Den er lidt som en schweizerkniv – den har mange funktioner, som du kan tilpasse lige præcis dit og familiens privatliv.

Du kan bruge den til fridage, pension, omsorgsdage osv. Ja du kan også få pengene udbetalt, hvis du lige står og mangler det sidste til den nye bil. Og med denne overenskomst er der også tænkt på børnebørnene, idet du kan bruge den til børnebørns sygedage.

Alt det har vi kæmpet os frem til over tid. Og det gode er, at ingen kan tage det fra os, medmindre vi selv siger ja. For overenskomster er en aftale – en aftale om løn og arbejdsvilkår.

Det betyder ikke, at arbejdsgiverne ikke har ting, de ikke vil have lavet om. Humlen er bare, at det kan de ikke uden os. Og denne gang har vi forsvaret stærke overenskomster.

Men vi har også kæmpet os frem til en række nye ting, der netop både sikrer kollegaernes økonomi og ønsker om at få bedre sammenhæng mellem familie og arbejdsliv.

Her er nogle af hovedpunkterne:

  • Ret til barnets 3.sygedag, børnebørns-omsorgsdage og ret til at ledsage nærtstående ved bl.a. helbredskonsultationer m.m.
  • Stigning i mindstelønnen på 3,75 kroner i 2025 og 3,50 kroner i 2026 og i 2027
  • Bidraget til fritvalgsordningen stiger med 1 procentpoint pr. 1. marts 2026 og pr. 1. marts 2027
  • Stigning i betalingssatserne til lærlinge med 4,0 procent i 2025, 3,5 procent i 2026 og 2027
  • Arbejdsgivers bidrag til pensionsopsparingen stiger fra 10 til 11 procent 1. maj 2025.
  • Fædreorlov til lærlinge.
  • Satserne på prislisterne reguleres 1. maj 2025 med 3 procent, 1. marts 2026 med 2,7 procent og 1. marts 2027 med 2,5 procent.

Så der er rigtig god grund til at stemme. Det er nemlig din overenskomst. Din arbejdslivsaftale. Og igen har vi bygget på, så den skaber en endnu bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv.

 

 

 

 

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.