Så kom VVS-overenskomsten og Skorstensfejeroverenskomsten på plads i sidste uge. Jeg vil ikke lægge skjul, at jeg er glad og lettet.
Jeg er glad for, at Hovedbestyrelsen har anbefalet forligene. Og jeg er meget glad for det, vi har fået ind i vores overenskomster.
Men jeg er også stolt over, at vi igen har kunne forsvare de mange gode ting, vi allerede har i vores overenskomster. Man skal jo huske på, at der også er en modpart, der har ønsker. Det handler lige så meget om forsvar som om angreb.
Men i modsætning til, da Folketinget fjernede St. Bededag og forringede efterlønnen, er det jo sådan, at ingen kan tage noget ud af vores overenskomster, uden vi selv siger ja. Omvendt: Skal vi have noget nyt ind, mødes vi også af modkrav.
Det er en balance, som vi – synes jeg – har mestret.
Det er nemlig gode aftaler, der sikrer tryghed for medlemmerne de næste tre år.
Vi har i den grad forsvaret vores overenskomster og tilføjet virkelig gode elementer.
På VVS-området, hvor lønnen jo primært forhandles lokalt, har vi blandt andet aftalt pæne stigninger på forskellige satser, herunder akkord-prislisterne. Hos skorstensfejerne er det blevet til pæne lønstigninger og andre vigtige fremskridt. På begge områder er arbejdsgivernes betaling til fritvalgskontoen hævet og dermed mulighederne for en bedre balance mellem familieliv og arbejdsliv øget. Og meget mere: I kan se det mere her.
Og når jeg siger, ”vi” har aftalt, så er det os alle sammen.
Det smukke ved overenskomstforhandlinger er nemlig, at det hele begynder og slutter hos jer – medlemmerne. I kom med ønsker, vi har holdt medlemsmøder og haft løbende dialog med hinanden, og vi forhandlere tog ønskerne med under armen. Og nu er vi kommet ud med aftaler, som I skal stemme om. Det er sådan, vi gør i en rigtig fagforening. Denne gang har vi i øvrigt haft lærlingene med til de afgørende forhandlinger og dermed styrket de unges indflydelse.
I en rigtig fagforening er der også plads til uenighed. Et mindretal stemte imod VVS-overenskomsten i Hovedbestyrelsen.
Det er sådan, demokrati er. Vi debatterer og danner vores egne holdninger. Men det, der karakteriserer et stærkt forbund, er også sammenhold. Så debatterne skal ske med respekt for hinanden. For vi vil alle det bedste for kollegaerne.
Mit job som formand er at gøre det, jeg mener gavner medlemmerne. Vores job i forhandlingsudvalgene er at kæmpe med alt, hvad vi har. For at forsvare vores sejre og for at sikre nye sejre.
Det har vi gjort!
Jeg vil gerne sige mange tak til alle dem, der har bidraget og bakket op under hele forløbet. Det har været en fornøjelse. Overenskomstforhandlinger er en holdsport - sammen er vi stærkere.
Foran os venter fortsat flere afgørende forhandlinger på nogle af vores andre overenskomster. Og så har vi også en afstemningsperiode foran os. Men lige nu glæder jeg mig over et ja til forligene fra flertallet i Hovedbestyrelsen. For nu har vi aftaler, som blandt andet sikrer medlemmernes økonomi, bedre balance mellem familie og arbejdsliv og vederlag til vores arbejdsmiljørepræsentanter. For nu bare at nævne nogle af punkterne.
Og det stærke er – det virkeligt stærke: Ingen kan tage det fra os, hvis I stemmer ja. Ikke arbejdsgiverne. Ikke Folketinget. Ingen.
Derfor er overenskomsterne vores tryghed. Og når den tryghed tilmed er opnået gennem jeres deltagelse og jeres endelige beslutning, kan det ikke blive meget bedre. Processen er demokratisk, og indholdet er godt for medlemmerne. Debatten er lødig. Det er sådan, vi gør det i vores forbund.
Det er sådan, vi forbliver stærke – ved at stå sammen.