René Jørgensen fra Middelfart er tillidsrepræsentant ved firmaet Bravida i Odense. Her kan du høre om, hvordan René og hans kollegaer har formået at skabe et sammenhold omkring organisering, og om hvordan alle medarbejdere i netop Renés afdeling er med i en fagforening.

Tekst: Oscar Sejr, studentermedhjælper - Journalist
Fagligt fællesskab
I Bravida Odense har de for alvor formået at få skabt et godt fagligt fællesskab. Ifølge René Jørgensen betyder det meget, at de alle kender hinanden i afdelingen, og en gang imellem lige giver hinanden et kald for at snakke om stort og småt:
“Vi kender hinanden alle sammen. Om ikke andet, sørger vi for at komme til at kende hinanden. Jeg sørger i hvert fald for at ringe lidt rundt til mine kollegaer for lige at høre, hvordan det går og sådan noget. Jeg synes, vi er rigtigt gode til at snakke sammen i afdelingen,” siger tillidsmanden.
Alle er organiseret
I Bravida Odense har de ikke kun formået at få skabt et fagligt fællesskab, men også en arbejdsplads, hvor alle medarbejdere er organiseret.
“I vores afdeling er vi alle sammen organiseret. Vi arbejder alle sammen på akkord, og det er derfor oplagt for os at være med i Blik & Rør, da det gør det lidt nemmere i forhold til opmåling. Derudover er det også utroligt vigtigt for os at bevare vores fagfrihed, og det hjælper Blik & Rør os med,” siger René Jørgensen.
Lokalaftale
Ud over det stærke faglige fællesskab og den høje organiseringsprocent, er det også lykkedes Bravida Odense at indgå en lokalaftale:
“Det lykkedes os ved sidste forhandling at få indgået en lokalaftale. Vi lavede en toårig aftale, der skal genforhandles her i det nye år, når hovedoverenskomsterne er klar,” siger han.
Hvorfor skal andre organisere sig?
Til slut har René Jørgensen en kommentar til, hvorfor det er vigtigt, at andre også bliver en del af en fagforening:
“Det er vigtigt, at vi alle sammen står sammen og bliver en del af det faglige fællesskab. Det gælder både os, der har været ansat i lang tid, men også de nye lærlinge. Det er et fællesskab, som mange unge lærlinge helt sikkert også vil kunne lide,” afslutter han.